NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis man gerne vil vide, hvor EU-forfatningen bevæger os hen, er det en god idé at tilbringe nogle timer med at overvære EU-parlamentet debattere EU-forfatningen. Det skete bl.a. i sidste uge, hvor et stort flertal bakkede op om at EU-forfatningen må reddes.
Debatten blev anført af de herrer Duff og Voggenhuber. Bortset fra at de tilfældigvis sidder i hver sin partigruppe, er der ikke nogen forskel at spore. Begge er hvad man må kalde nærmest militante euro-nationalister. Det drejer sig først og sidst om projektet: Om opbygning af EU som en stat med alt hvad dertil hører af eget overnationalt lovgivende parlament, egen hær, eget retsvæsen og så videre.
Alt andet er mellemregninger. Så som de franske og hollandske vælgeres, og tidligere de irske, norske, svenske og danske vælgeres nej til den udvikling ved folkeafstemninger. Det er små sten på vejen, og dem må man rydde pænt væk.
I sidste uge kunne man endda iagttage, hvordan selv de folkevalgte nationale parlamenter er sten på vejen.
Alle der står i vejen er i Voggenhubers optik nationalister. Og fordi de er nationalister kan man slet ikke tage dem alvorligt. EU-parlamentets flertal har en plan, som er bedre, og selv er de dermed mere oplyste end alle »nationalisterne«.
Fra dansk side applauderes der i praksis fra de fleste partipolitikere lige fra Karin Riis-Jørgensen, Anders Samuelsen over Henrik Dam Kristensen til Margrete Auken.
Glashusene i Bruxelles og Strasbourg har aldrig forekommet mere uvirkelige og afsondret end når euro-nationalister€ne diskuterer deres projekt, og fastslår at projektets krise består i at folk er misinformeret og dermed har misforstået sagen.
Skulle man måske prøve med lidt mere nationalt demokrati? Eller er det nationalistisk at kræve demokrati?