EU ubrugelig i Muhammed-sag

Selvfølgelig må man ind imellem såre religiøse følelser. Hvis man ikke havde gjort det, havde vi hverken haft reformationen, oplysningstiden eller deraf demokratiet og den danske grundlov fra 1849. Det bedste, der kan komme ud af den aktuelle Muhammed-krise, er derfor at gammel-danskere og nydanskere forenes imod religionsfanatikere i alle lejre på et grundlag, hvor vi er enige om at religion er en personlig sag, mens samfundet styres af grundloven, hverken af koranen eller bibelen.

Ovenstående melding vil der sikkert være delte meninger om. Lige så uenige er de i EU.

Der er åbenlyst ingen hjælp at hente i EU i en sådan krise­situation. Tværtimod har visse EU-kommissærer trampet rundt i glasbutikken, under hensyn til handelsbalancer, storpolitik, lobbyister, anti-diskriminations-paragraffer osv.

Muhammed-sagen udpensler at EU er ubrugelig i sådanne værdimæssige konflikter, såvel i den aktuelle sag om ytringsfrihed contra religiøse følelser, som i den mere permanente strid om hvilken indvandrings- og integrationspolitik, landene bør føre.

Lad os se det i øjnene: Holdningerne og meningerne er så stærkt delte at der ikke reelt er grundlag for fælles værdipolitik eller fælles indvandringspolitik. Den for tiden pauseramte EU-forfatning gør et forsøg på at indføre et sæt harmoniserede europæiske standardværdier. Man fristes til at trække på skuldrene over det umulige i at tro at man kan harmonisere europæernes værdier som vi harmoniserer græsplæneklippere og marmelade.

På den anden side er det farligt at ignorere bestræbelserne på at gøre EU til en værdimæssig og moralsk stormagt som USA. Et konstruktivt besparelsesforslag til ordflommen i EU-forfatningen er derfor at stryge hele kapitel 2, charteret for grundrettigheder, og bruge Muhammed-sagen til at huske, hvor vigtig Danmarks undtagelse fra den fælles retspolitik er.