NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den 31. juli anlagde ESA (det EFTA-organ, der skal overvåge at EØS-aftalen bliver overholdt) sag mod Norge med krav om at reglerne for forvaltningen af udnyttelsen af landets vandkraftproduktion skal laves om.
Mere end 90 procent af Norges vandkraftværker er i offentligt eje, idet de ejes af kommuner eller fylker. De resterende er i privat eje. I cirka hundrede år har det været lov i Norge at privatejede vandkraftværker skal tilhøre staten, når de har været drevet i 60 år, og at de skal overdrages uden erstatning. Det er den såkaldte »hjemfaldsret«. Derimod ejer kommuner og fylker deres vandkraftværker »til evig tid«.
»Udspillet fra ESA er både provokerende og dramatisk. Det er provokerende, fordi det er i strid med alt, hvad norske myndigheder har sagt – og fået godkendt i Bruxelles – om hjemfaldsordningen i forhold til EØS. Det er dramatisk, fordi det drejer sig om, hvordan de mest værdifulde norske naturressourcer skal forvaltes – og om, hvem der skal tjene penge på dem.«
Den EU-politiske ja- og nej-side i Norge er for én gangs skyld helt enige: Hjemfaldsretten skal bevares.
»Også jeg har et bankende hjerte for hjemfaldsretten,« siger Europabevægelsens formand, Grete Berget, der håber at det vil være muligt at bevare ordningen som den er nu.
Den strøm, som Norges vandfald producerer, er af uvurderlig betydning for det norske samfund. Derfor har det de sidste 100 år været lov i Norge at private nok kunne købe retten til at udnytte vandkraften, men kun for 60 år ad gangen. Efter de 60 år falder denne ret væk – uden erstatning. Det kaldes hjemfaldsret.
Den forskelsbehandling er faldet overvågningsorganet ESA for brystet, og den 31. juli anlagde ESA sag mod den norske stat for brud på EØS-traktaten. ESA er det organ der på EFTA’s vegne holder øje med at Norge overholder EØS-aftalen.
Men den norske regering mener at hjemfaldsordningen falder uden for EØS-aftalen. Dertil kommer at hjemfaldsretten gælder for både norske og udenlandske private ejere og derfor ikke diskriminerer.
Og hvis man skal følge EØS-aftalens §125, er der ingen tvivl om at de norske regler for ejerskab af vandkraftværker kan fortsætte som hidtil. Artiklen har nemlig følgende ordlyd: »Denne aftale skal ikke på nogen måde berøre aftaleparternes regler om ejendomsretten«.
Og det var også Stortingets opfattelse allerede i 1992, da Brundtland-regeringen forelagde den sin rapport (Stortingsmelding nr. 100)
for at få en godkendelse af EØS-aftalen: »Statens ret til hjemfald berøres ikke af EØS-aftalen,« stod der. Og samme regering kom med samme beroligende budskab til Stortinget, da den i 1994 ønskede at Norge skulle blive medlem af EU, skrev Dag Seierstad, der er EU/EØS-ekspert og tidligere udredningschef for Nei til EU, i den norske avis Nationen 10. februar 2006.
Den ene model vil medføre at kommuner vil være fristet til at løse deres økonomiske problemer ved at sælge deres kraftværker til private - sådan som vi har set det med elselskaber i Danmark. Og de vil nok gøre det hurtigst muligt, fordi kraftværkerne jo taber i værdi, jo nærmere de kommer deres 60 års fødselsdag.
Den anden model vil betyde at de lokale kraftværker overgår til statsligt eje efter 60 år, fordi de kommer ind under hjemfaldsretten. Det vil betyde et stort tab af den økonomiske selvstændighed, der muliggør kommunalt selvstyre, fordi kommunerne så vil måtte købe deres kraftværker tilbage fra staten.
»Den indfasningsmodel, der drøftes, er en glidebanemodel. Den betyder at man rækker EU en lillefinger. Og så har man ingen garanti mod at EU tager hele hånden næste gang,« siger Olaussen.
Ifølge EU/EØS-eksperten Dag Seierstad bør den norske regering nu søge en politisk løsning og ikke lade EØS-domstolen afgøre sagen. Det er nemlig en grundlæggende kendsgerning at offentligt eje er et af de få forhold af økonomisk betydning, som EØS ikke griber ind over for.
Derfor bør den norske regering rejse spørgsmålet om hjemfaldsordningen på politisk niveau mellem Norge og EU – og ikke tilpasse sig juridisk, skriver han i avisen Nationen. Når Norge og EU er uenige om, hvordan EØS-aftalen skal forstås, er EØS-komiteen det rette forum, ikke EFTA-domstolen.
»Når det gælder de imperialistiske europæiske stormagter, er der ikke meget, der kan overraske,« siger Kjell Rønningsbakk, der er redaktør af Kraftnytt.no, til Standpunkt 3/2006 og henviser til at EF-domstolen i 2002 og 2003 allerede har fået flere lande til at ændre tilsvarende ordninger i andre lande - og det til trods for at EU-retten formelt ikke skulle kunne have indflydelse på ejerforholdene.
Det er en kendt sag at EU-kommissionen ønsker konkurrence på flest mulige områder. Det skal sætte skub i økonomien. NOTAT har tidligere beskrevet EU-kommissionens handlingsplan for at få indført konkurrence i blandt andet EU-landenes drikkevandsforsyninger. Det er vanskeligt ikke at se ESA-udspillet som en brik i samme spil.