ARTIKLER


EU-politiet bliver mere og mere som FBI

Reglerne for den fælles politimyndighed Europol skal laves om, sådan at EU's forstadie til et FBI får flere beføjelser. Personoplysninger skal sendes videre til lande som ikke har love for databeskyttelse.
Af Staffan Dahllöf
6. maj 2006

Europol skal udvikles i en mere overstatslig retning. Det er medlemslandenes EU-embedsmænd blevet enige om efter en »højniveaukonference« i februar, og efterfølgende møder i ministerrådets arbejdsgrupper.

Forslagene, som ventes at lande på justitsministrenes bord i juni, har følgende hovedpunkter:

  • Den gældende Europol-konvention ophæves og erstattes af en ministerrådsbeslutning.

  • Europols formålsparagraf laves om sådan at flere og mindre tunge forbrydelser end i dag, bliver EU-opgaver.

  • Europol som i dag har et eget budget, skal i fremtiden have midler fra den store fælleskasse.

  • EU-parlamentet skal gives en form for indflydelse på politiarbejdet.

Formålet er at Europol skal gøres mere »operationelt«. De ansatte som i dag mest laver skrivebordsarbejde skal ud og lave politiarbejde i marken.

Europol-folkene skal dog ikke have fuld bemyndigelse som man kender det fra amerikanske film, når agenter fra det føderale FBI gør sig upopulære ved at overtage opgaver fra det lokale politikorps.

Embedsmændene går efter en model hvor Europol stadig holdes i lidt stramme tøjler. Modellen for de arbejdsformer er taget fra EU-forfatningen som forslaget direkte henviser til, selv om forfatningen ikke er trådt i kraft og heller ikke ser ud til at gøre det.

Til Washington og Ankara?

I forslaget til nye spilleregler lægges der vægt på at Europol skal forstærke samarbejdet med »tredje lande«.

Det er et udtalt mål at Europol skal kunne udveksle oplysninger med lande der ikke har det samme niveau for persondatabeskyttelse som i EU.

Det kunne indebære at oplysninger, som dansk politi kan få adgang til i kraft af regeringens forslag til en ny dansk antiterrorpakke, også vil kunne finde vej også til f.eks. amerikanske og tyrkiske politimyndigheder.

Vil ikke svare

Forslaget til nye Europolregler fremgår af åbne rådsdokumenter, men har endnu ikke været til behandling i Folketingets Europaudvalg eller i Retsudvalget.

NOTAT har spurgt i Justitsministeriet til den foreløbige danske holdning, og om Danmarks retslige undtagelse på nogen måde har forhindret danske embedsmænd at deltage i det forberedende arbejde med et mere overstatsligt Europol.

De spørgsmål har det ikke været muligt at få svar på.