EU-maskinen fungerer uden forfatning

Førende Europa-forskere kan ikke få øje på den krise i beslutningssystemet, som ellers er et hovedargument for danske forfatningstilhængere.
Af Erling Böttcher
29. november 2006

Hvorfor ikke bare fortsætte med Nice-traktaten og lade EU levere de konkrete resultater for borgerne på basis af de eksisterende traktater? Sådan spurgte en af Tysklands førende Europa-forskere, Dr. Andreas Maurer, fra Berlins forskningsinstitution Videnskab og Politik, da han mandag gæstede København.

Svaret var: Ja, hvorfor ikke. Man frygtede at EU ville gå i stå efter udvidelsen. Man frygtede at alle beslutninger ville blive blokeret af snart den ene snart den anden koalition af de mange nye lande i det 25-landes EU, som opstod efter stor-udvidelsen den 1. maj 2004.

Frygten er blevet gjort til skamme, mener Andreas Maurer.

»Man frygtede de nye lande. Men sådan er virkeligheden ikke. Tyskerne, danskerne, italienerne er f.eks. meget værre end Polen til at blokere,« siger Andreas Maurer.

Størrelsen er problemet

Det største problem i Ministerrådet er ikke stemmeregler, men slet og ret størrelsen:

»Man kender ikke hinanden. Formandskabet kender ikke navnene på de andre,« siger Maurer og nævner et konkret eksempel, hvor det gik helt galt:

»Somme tider forhandler man endda med forkerte lande, hen over hovedet på de berørte lande. Det skete under det britiske formandskab (efterår 2005, red.), hvor man forhandlede om sikkerhedskrav til det litauiske atomkraftværk, Ignalina. Den britiske udenrigsminister Jack Straw gik ind til rådsmødet og fortalte at ’man nu havde besluttet’. Herefter spurgte den litauiske minister »hvem har besluttet det?«. Så viste det sig at Jack Straw havde talt med Estlands minister i stedet. Sagen endte iøvrigt med at den litauiske minister erklærede sig enig.«

Den muntre sag viser, ifølge Maurer, at Rådet nu er blevet mere som et parlament. Ministrene kommunikerer ikke længere ansigt til ansigt, men via TV.

»Det er egentlig samme problem med Kommissionen. På overfladen virker den faktisk. Det eneste problem er størrelsen.«

Maurers konklusion støttes af en anden europæisk forskningsinstitution, nemlig Bruxelles-tænketanken CEPS (Centre for European Policy Studies). CEPS har afsluttet en lang række interviews med forskellige aktører og observatører i EU-systemet, der senere på året vil indgå i en mere omfattende rapport om emnet.

»Alle interviewede siger det samme: At der ikke i øjeblikket kan spores nogle problemer i de daglige forretningsgange. Billedet er naturligvis meget skiftende afhængig af, hvilke ministre og politiske områder, vi taler om. Men der er ikke i nogen af de politiske områder nogen særlig stilstand,« fortæller lederen af undersøgelsen, Sebastian Kurpas, til NOTAT.

»Vi troede der ville blive flere problemer, men der er fra EU’s egne institutioner ikke nogen tal, der viser dette. Vi er nu i gang med at indsamle vores egne tal til vores rapport om emnet.«

»Det som er en udfordring er selve det at der sidder 25 om bordet. De rigtige forhandlinger er blevet mere formelle. Derfor er der et forstærket behov for koordinering, og Kommissionen får en stærkere rolle med at forberede, skaffe informationer og kontakte de rigtige på forhånd.«

Men lige præcis hvad størrelsen på Rådet angår, gør EU-forfatningen jo hverken fra eller til?

»Lige præcis. Det er på alle andre områder end de rent stemmemæssige, forfatningen gør en forskel;« siger Sebastian Kurpas.