ARTIKLER


Et frit og fair valg

Man ved med sikkerhed, at Parlamentets nye formand bliver den kristeligt-konservative tysker Hans-Gert Pöttering. Det har socialdemokrater og kristdemokrater nemlig aftalt.
Af Jens-Peter Bonde
1. december 2006

Mandag den 15. januar vil EU-parlamentet vælge sin nye formand. Det bliver den tyske kristeligt-konservative Hans-Gert Pöttering.

Valget er en beslutning i den største undergruppe i EU-parlamentets kristeligt-demokratiske EPP-gruppe, det tyske CDU. Herefter har EPP tilsluttet sig, og dernæst den næststørste socialdemokratiske gruppe – i bytte for EPP’s tilslutning til at den spanske socialdemokrat Josep Borell kunne være formand i de første to et halvt år, fra valget 2004 til nu.

De to største grupper har arrangeret en kroning og hemmelige aftaler om at dele goder i porten, som Pöttering vil være bundet af.

Det er den vigtigste årsag til at medlemmer fra forskellige grupper nu arrangerer en »Fair Chair«-kampagne, hvor vi vil ændre kroningen til et frit valg. Vi vil fremme 5 forslag til et bedre EU-parlament:

• En neutral formand, der servicerer alle medlemmer på lige fod.

• Opgør med d’Hondt systemet som reserverer de mest interessante poster og opgaver til de største grupper.

• Stop rejsecirkusset.

• Stop spild af tid med overflødige afstemninger.

• Giv medlemmerne en chance for at få taletid.

For fem år siden lavede vi den første fair chair kampagne, hvor jeg var kandidat. Jeg endte med 76 stemmer, selv om vi i min gruppe kun var 18 medlemmer. Vi fik nogle løfter, men kun få er indfriet. Du kan finde mange andre idéer på vores hjemmeside www.fairchair.eu