ARTIKLER


Elendig økonomi i landbruget

De danske landmænd har en elendig økonomi. Uden tilskuddet fra EU ville deres ejendomme give underskud.
Af Sven Skovmand
18. juni 2006

Hvis ikke de danske landmænd fik tilskud fra EU, ville de i 2005 have haft underskud, oplyser deres organisation Dansk Landbrug ifølge Jyllands-Posten 7.6. 2006.

Landbrugenes indtjening var nemlig kun 4,1 milliarder kroner, mens tilskuddet fra EU er på cirka 7 milliarder kroner.

Det dårlige resultat hænger sammen med erhvervets kolossale gæld, som ifølge avisen ligger på 242 milliarder kroner, hvoraf hele 110 milliarder kroner er lån med variabel rente.

I 2006 regner Dansk Landbrug med at landmændenes indtjening vil ligge på i gennemsnit 530.000 kroner pr. ejendom, mens renteudgifterne vil stige med 60.000 kroner til 550.000 kroner.

Når landmændene alligevel har klaret sig, skyldes det i de fleste tilfælde de store prisstigninger på jorden. Men selv hvis man ser bort fra renterne, udgør landbrugets indtjening kun knap 0,3 procent af de samlede danske indkomster – bruttonationalproduktet. Det var cirka 1500 milliarder kroner i 2005.