Eksportstøtten: Et levn fra gamle dage

Efter det seneste WTO-topmøde i Hong Kong er det nu aftalt at eksportstøtten skal forsvinde i 2013. Dermed er et levn fra smørbjergenes æra måske ved at forsvinde.
Af Christian Korsgaard
6. maj 2006

Eksportstøtte. Selv ordet lyder lidt hengemt, som om nogen glemte at slette det, den dag EU's ordbog skulle revideres. Eller også er det bare fordi man uvægerligt kommer til at tænke på 1980'ernes kornlagre, vinsøer og smørbjerge? EU's eksportstøtte har nemlig sin rod i det behov der opstod, da den europæiske fødevareforsyning var sikret og det oprindelige mål med det europæiske fællesmarked dermed var nået. De europæiske bønder blev naturligvis ved med at producere, selvom forbrugerne slet ikke kunne følge med. Mere kød, mere mælk, mere vin, mere korn.

Lagrene voksede og voksede, og i 1985 lå der ifølge KONTAKT Globalt Magasin 780.000 tons kød, 12 millioner tons korn og 1,2 millioner tons smør på lager. Alene smørret ville svare til 4,8 millioner bakker Kærgården. Der var altså ingen grund til at spare på smørret, men det gjorde man nu alligevel i Europa i de år. For hvis man sendte overskudsproduktionen ud på det europæiske marked, så ville det falde helt sammen. Samtidig var det et moralsk problem at fattigdommen ude omkring i verden voksede og voksede, mens EU så at sige sad på flæsket og så til. Man måtte da kunne gøre noget, mente mange. Så mange sultne munde, så megen mad.

Men produkterne var jo dyre og u-landene manglede penge, så eksporttilskud måtte være vejen frem. Så kunne de fattige lande lidt groft sagt betale det de nu engang kunne – og så kunne EU spæde resten til, så producenterne fik det de skulle have.

Den gode idé giver bagslag

Og så begyndte et eksporteventyr af den anden verden, hvor europæiske landbrugsprodukter blev sendt hele kloden rundt med en check i halen. Og hvem kunne vel sige nej til billige og gode fødevarer når nøden nu var så stor? Ergo tog blandt andet u-landene imod det generøse tilbud fra EU som således slap af med lagrenes moralske dødvægt.

Men ikke overraskende begyndte der rundt omkring i de fattige u-lande at ske netop det som man ikke ville have skulle ske i EU. Da de eksportstøttede varer blev dumpet – altså solgt for mindre end det havde kostet at producere dem – på de forskellige markeder, var de nemlig ikke alene bedre end de lokalt producerede, de var også billigere. Og så røg bunden ud af en del markeder i u-landene, hvor lysten til at producere forsvandt i takt med at efterspørgslen på de lokale markeder faldt. Dertil kom at EU's dumpning af varer fik – og stadigvæk får – verdensmarkedspriserne til at falde og det gør ondt på de bønder i u-landene som prøver at afsætte deres produkter på verdensmarkedet.

Problemstillingen er sådan set ikke så vanskelig at forstå, og man skulle tro at det relativt hurtigt ville være gået op for EU at der var en række uheldige og utilsigtede følgevirkninger. Det gjorde det muligvis også, men det ledte nu ikke til at man afskaffede eksportstøtten som stadigvæk eksisterer den dag i dag.

Ifølge ulandsorganisationen Ibis giver EU hvert år mejeriselskaberne i EU 7,5 milliarder kroner i direkte eksportstøtte. Det betyder at der kan eksporteres mælkeprodukter til omkring halvdelen af produktionsomkostningerne, og Ibis vurderer at hele 80 procent af EU's eksport af mælkeprodukter reelt ikke ville kunne finde sted uden eksportstøtte (se boks).

På sukkerområdet er situationen endnu mere grotesk, for selvom det er dyrere at producere sukker i EU end i mange u-lande, kan EU gennem eksportstøtten dumpe EU-sukker til en fjerdedel af produktionsomkostningerne.

Alting har (muligvis) en ende

Eksportstøttens dage er imidlertid snart ved at være talte. Eller rettere sagt, hvis EU overholder de senest indgåede, internationale aftaler vil eksportstøtten være udfaset i 2013 – altså om lidt over syv år. Det vil en lang række modtagere af eksportstøtten muligvis synes er for hurtigt, men rundt omkring i verdens u-lande har man den modsatte indstilling at det burde gå meget hurtigere. Aftalen om udfasningen af eksportstøtten kom i stand på Verdenshandelsorganisationen WTO's seneste ministerkonference i Hong Kong i december 2005. Ifølge den danske paraplyorganisation 92-Gruppen, havde EU allerede på forhånd lagt en hård kurs og antydet at det man fremlagde, var det man var rede til at give. Det skabte ikke det bedste forhandlingsklima, og i et forsøg på at undgå at EU endnu engang skulle komme til at stå som skurken der fik det hele til at falde sammen, lancerede EU-landene ideen om at Hong Kong-mødet skulle ende med vedtagelse af en såkaldt udviklingspakke. Pakken skulle virke som en imødekommelse af nogle af de fattigste lande – som ikke er videre entusiastiske i WTO-forhandlingerne – men også sende sorteper videre til USA - det land som først og fremmest ville få problemer med de elementer, EU lagde i pakken. EU og USA var nemlig til forskel fra tidligere WTO-ministerkonferencer, kommet til den sjette af slagsen med en delvis delt dagsorden.

Men EU blev, i hvert fald på papiret, den lille. USA svarede nemlig igen ved at forlange at der blev sat dato på afviklingen af eksportstøtten, helt i tråd med en tidligere beslutning om at sætte en 'troværdig' slutdato på støtten. USA og de såkaldte G20-lande foreslog at datoen passende kunne være 2010. Efter en del forhandlinger og forviklinger tilsluttede EU sig en tekst som indebar at eksportstøtten skal være helt væk med udgangen af 2013, men at den skal være reduceret betydeligt inden 2010.

Dansk landbrug overlever

Det var dog ikke alle EU-lande der var lige begejstrede for den aftale. Faktisk var mindst syv så utilfredse med beslutningen at de på et EU-ministerrådsmøde gav udtryk for at det nok havde været bedst at tage skraldet og skylden for et sammenbrud – men så også »give resten af verden en lærestreg, så man kunne forstå at man ikke kunne jokke på unionen,« som 92-Gruppen udtrykker det i sin rapport fra ministerkonferencen.

Heller ikke i dansk landbrug er man udelt begejstret for det øgede pres, og Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, forudser ifølge TV2-Nyhederne at aftalen kan føre til faldende priser og faldende produktion. Han er dog ikke bekymret for dansk landbrugs overlevelse som han mener kan sikres gennem effektivitetsændringer. Der vil ifølge Gæmelke være større pres på strukturudviklingen i landbruget fremover, med færre landbrug, en mere effektiv produktion og dermed også lavere produktionsomkostninger.

»Vi tror på at vi i Europa bliver i stand til at stå distancen i kraft af at vi er dygtige og produktive og har en rimelig veludviklet struktur,« siger Peter Gæmelke.

Tilbage står så blot spørgsmålet om det nu er helt sikkert at vi i 2013 kan skrive gravskriften over eksportstøtten. Bookmakerne tager ikke mod indsatser endnu.

Danskernes top ti

Støtteordningerne har det med at flyde lidt sammen i debatten, selvom den direkte landbrugsstøtte er betragtelig større end eksportstøtten. Kenneth Haar fra den danske afdeling af organisationen ATTAC vurderer således at eksportstøtten kun udgør 2-4 procent af landbrugsstøtten, så han stiller sig tvivlende overfor om eksportstøttens død vil have den store effekt. På www.farmsubsidy.org – som redigeres af blandt andet Danish International Center for Analytical Reporting (DICAR) – oplyses det hvem der har modtaget hvad i landbrugsstøtte. Den danske top ti for 2003-2004 ser således ud (alle tal omregnet til kroner):

1. Arla Foods Ingredients 483,6

2. Danisco 456,1

3. Arla Foods, Division Oversøisk 342,9

4. Arla Foods 208,9

5. Danish Crown 161,9

6. Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed 152,9

7. Danske Mejeriers Mælkeudvalg 91,3

8. Arla Foods 77,0

9. Novo Nordisk 72,4

10. Nordex Food 72,4