Der er flere spørgsmål end svar

EU-parlamentets kompromis om servicedirektivet rejser mange spørgsmål. De vil blive besvaret om flere år – af EU-domstolen.
Af Kenneth Haar
24. februar 2006

Spørgsmålet er hvad kompromisset vil betyde, hvis det ender med at blive vedtaget. Det er der ikke nogen der kan svare præcist på. Og det er heller ikke meningen. For med de nye formuleringer om »levering af tjenesteydelser over grænserne«, får EU-domstolen et meget stort ord at sige, f.eks. i det, der ifølge EU-parlamentet skal erstatte oprindelseslands-princippet.

Oprindelseslandsprincippet fra Kommissionens første forslag til direktiv, ville give udenlandske virksomheder ret til at operere efter deres hjemlands regler, også når de arbejder i udlandet, f.eks. i Danmark. Konsekvenserne af det princip vil sandsynligvis blive et »ræs mod bunden« i standarder, f.eks. på miljøområdet, for med oprindelseslandsprincippet på plads, ville det være særligt attraktivt for virksomheder at slå sig ned i det land med de svageste regler. Det danske miljøministerium har da også været blandt dem der har advaret mod oprindelseslandsprincippet.

Tre principper ind i stedet

Ifølge vedtagelsen i EU-parlamentet skal princippet ændres mærkbart. I Kommissionens forslag dækker oprindelseslandsprincippet bl.a. alt hvad der har at gøre med »tjenesteyderens adfærd, tjenesteydelsens kvalitet og indhold, reklame, kontrakter, samt tjenesteyderens ansvar«, men i den nye model ændres tilgangen. I stedet for et eksplicit oprindelseslandsprincip, kræver parlamentets nye forslag at alle regler der ikke følger tre principper, skal forbydes.

De tre principper er at regler ikke må diskriminere mod udenlandske leverandører, at de skal være »nødvendige« af hensyn til offentlig politik, den offentlige orden, eller for beskyttelsen af sundheden og miljøet, og endelig at reglerne skal være »proportionale«, det vil sige at de ikke må være mere vidtgående end højest nødvendigt.

Der er ikke tvivl om at denne nye model efterlader medlemslandene med et større spillerum til at regulere udenlandske virksomheder, der ønsker at operere i et andet land, end det rene oprindelseslandsprincip. Men også den nye model er problematisk. For hvordan skal det f.eks. afgøres, om en regel er »nødvendig«, og hvornår er den for vidtgående? Hvad der i én medlemsstat er anerkendt som nødvendigt, kan være uhørt og uhyrlig restriktivt for virksomhederne i en anden medlemsstat.

Det er i hvert fald ikke spørgsmål, medlemslandene får lov til at afgøre selv. Det vil i sidste ende være et spørgsmål der kan afgøres af EU-domstolen. Og dermed er et meget stort område overladt til afgørelse af dommere der særligt i de senere år har optrådt meget »aktivistisk« og politisk i deres afgørelser, og som typisk har taget meget stort hensyn til reglerne for det indre marked – herunder udvidelse af liberaliseringer og færre byrder for virksomhederne og mindre til de bestemmelser i traktaten som giver medlemslandene et vist spillerum for at regulere.

Ikke et »værtslandsprincip»

Vi har altså ikke at gøre med et »værtslandsprincip« som det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet Henrik Dam Kristensen ynder at kalde det. Der er ikke tale om at medlemslandenes regler bare skal overholdes. Både det nye tredelte princip der erstatter oprindelseslandsprincippet, og i øvrigt også mange andre artikler i servicedirektivet som i stort omfang ikke blev berørt af EU-parlamentets behandling, betyder at de gældende regler for den enorme servicesektor skal finkæmmes. Mange love og regler vil stå for fald, også selvom de er indført af hensyn til forbrugerbeskyttelse, folkesundhed, sociale forhold eller andre almene hensyn. I forslaget optræder der ganske vist muligheder for undtagelser, men på de fleste områder er det undtagelser der skal tolkes. Ikke hug– og stikfaste undtagelser, medlemslandene kan regne med. Og tolkeren er – EU-domstolen.

Derfor er Henrik Dam Kristensen desværre galt på den, når han skriver i sit web-nyhedsbrev at han og andre har sikret, «..at det bliver reglerne i det land, hvor man leverer ydelsen der skal gælde, og at det bliver op til hvert land at bestemme, hvilke ydelser der ikke skal være omfattet af reglerne.«(1)

Sådan et »værtslandsprincip« ligger langt fra EU-parlamentets tekst, både hvad angår de regler medlemslandene kan indføre, og hvad angår, hvilke sektorer, reglerne skal gælde i. Også hvis der er tale om »offentlige ydelser«.

For mens EU-parlamentet valgte at undtage sektorer som sundhed, spil og lotteri, transport m.m., så er både vandforsyning, elektricitet, affaldsbehandling og uddannelse dækket af den nuværende tekst, også hvis både den danske regering og Henrik Dam Kristensen skulle finde på at mene at det er en dårlig idé (2).

Renderi hos domstolen

Erhvervslivet er mest irriteret fordi det kommer til at koste tid og penge at få sin vilje. De havde håbet på et klart charter med et oprindelseslandsprincip som det bærende kendetegn, men må nu indstille sig på at gå en omvej. Steen Ulrich fra Dansk Industri frygter «..at mange virksomheder vil skulle til at tage retssager mod myndigheder i andre lande«, mens Søren Friis Larsen fra Dansk Handel & Service mener der er en risiko for at »virksomhederne kommer til at rende domstolene på dørene« (3).

Også den nok mest rabiate danske tilhænger af oprindelseslandsprincippet, Karin Riis Jørgensen (MEP) fra Venstre, er irriteret over den udvandede tekst. Hun udtalte allerede i marts 2005 at hun hellere ville være fri for et direktiv end få et udvandet direktiv.

»Så kan vi åbne markedet via EU-domstolen«, sagde hun dengang(4).

I dag synes hun det er fej politik at lade EU-domstolen gøre arbejdet.

»Vi outsourcer vores ansvar. Fordi vi ikke tør lave loven selv, overlader vi det til EU-domstolen«, siger hun (5).

For dem der egentlig også synes at det er valgte politikere som skal lave og måske fjerne love, og ikke domstole, er det svært at være helt uenig.

Kære Charlie

Selv om der lige nu er meget fokus på EU-parlamentets vedtagne ændrede forslag til servicedirektiv, er der grund til at slå koldt vand i blodet.

Det er kun EU-parlamentets første behandling af direktivet, og næste skridt er Ministerrådet. Og kredse i Ministerrådet er allerede begyndt at berede grunden for at skærpe direktivet igen. F.eks. har ministre fra Storbritannien, Ungarn, Holland, Tjekkiet, Polen og Spanien skrevet et brev til EU-Kommissær Charlie McCreevy som i nogle kredse kaldes »Kære Charlie-brevet»(6). Her opfordrer de til at undgå udelukkelsen af store sektorer fra direktivet, og til at bevare oprindelseslandsprincippet.

Så selv om det nu kan begynde at gå så stærkt at det vil lykkes det østrigske formandskab at få behandlet direktivet inden juli, så er intet afgjort endnu. Måske vender oprindelseslandsprincippet endda tilbage. Men selv om det ikke gør, så kan den nuværende tekst give mange af de samme problemer.

Kommentaren er en let forkortet udgave af kronik bragt af tænketanken Ny Agenda, www.nyagenda.dk, den 21.2.2006.

Kilder:

1. Henrik Dam Kristensen; »Markant forbedring af servicedirektivet, fredag den 17/2, http://www.euhenrik.dk 2.

Undtagne sektorer fremgår af forslagets artikel 2. Ingen af de sidstnævnte sektorer optræder i EU-parlamentets indstilling. Kun hvis en sektor er helt offentlig, og ikke præget af nogen form for konkurrence, kan medlemslandene undtage dem. Det er ikke tilfældet i nogen af de nævnte sektorer i Danmark.

3. Begge citater fra Erhvervsbladet den 16/2 2006.

4. Morgenavisen Jyllands-Posten den 24/3 2005.

5. Information den 15/2 2006

6. Brev dateret 9/2 2006.