Den belejlige Cypern-krise

Kommissionens anke overfor Tyrkiet går ikke på den ellers meget omtalte mangel€ på respekt for frihedsrettigheder i landet, men om lukkede havne.
Af Staffan Dahllöf
14. december 2006

Faktisk mente Kommissionen i oktober at »Tyrkiet fortsat opfylder de politiske Københavnskriterier i tilstrækkelig omfang, og har fortsat med politiske reformer.«

Anken går heller ikke på de forskellige politikområder der forhandles om, og hvor der ellers er rigeligt med uoverensstemmelser at tage fat på.

Den eneste begrundelse Kommissionen har givet for at ville afbryde forhandlingerne indenfor otte såkaldte kapitler, er det tyrkiske forhold til Cypern.

Formelt har Tyrkiet anerkendt at den græske del af den delte ø er en del af EU ved at undertegne Ankara-protokollen om Tyrkiets forhold til EU som en samlet toldunion.

Det gjorde man i juli 2005.

Lukkede havne

Men på to områder opfylder Tyrkiet ikke sine forpligtelser:

– Cypriotiske skibe, skibe fra græskcypriotiske havne og cypriotiske fly nægtes adgang til tyrkiske havne, og lufthavne.

– Tyrkiet bruger sin veto-ret til at holde Cypern ude af samarbejdsorganisationen OECD og Wassenaar-aftalen; en international aftale om kontrol af våbeneksport.

Set i den officielle tyrkiske optik er det derimod EU som mangler at opfylde løfter til den nordlige del af øen – TRNR (Den Tyrkiske Republik Nordlige Cypern – kun anerkendt af Tyrkiet).

Kommissionen har fremlagt forslag om handel og bistand til det nordlige Cypern, men beslutningerne blokeres af (det græske) Cypern.

Så langt er situationen låst og begge sider kan med næsten lige så stor ret pege ad hinanden.

Tyrkiet lever ikke op til Ankara-protokollen.

Det nordlige Cypern har ikke fået hvad der blev stillet i udsigt.

Folkeafstemning gik galt

Mindst lige så vigtig er baggrunden for at løfterne ikke er holdt: Hele oplægget gik i vasken efter folkeafstemningen om en fredsplan for den delte ø i foråret 2004. Her stemte den tyrkiske del ja til en plan fra FNís generalsekretær Kofi Annan, på trods af at den mangeårige leder Rauf Denktash anbefalede et nej.

Til gengæld stemte et stort græskcypriotisk flertal nej til Annan-planen som anbefalet af de græskcypriotiske politikere.

I Tyrkiets EU-forhandlinger har Cypern-konflikten siden hen været det eneste område hvor Tyrkiet har kunnet rejse nogen slags krav, og ikke udelukkende befinder sig i rollen som den der skal opfylde den anden sides betingelser.

Nødt til forsinkelse

En anden forklaring til den aktuelle krise er en tyrkisk overbevisning af at dele af EU aldrig nogensinde ønsker at åbne dørene for medlemskab. For de regeringer er Cypern-krisen særdeles belejlig.

Den tyrkiske kommentator Mehmet Ali Birand, som hører hjemme i den EU-venlige lejr, efterlyser nu at EU siger som det er:

»Vi var nødt til at forsinke forhandlingerne med Tyrkiet. Vi har indset at vi ikke kan klare at modtage sådan et stort og muslimsk land i vores union. Vi undskylder. Vi var nødt til at gemme os bag Cypern-sagen for at få vores vilje. Men I kan være sikre på at vi ikke har lavet om på vores langsigtede mål.«

Mehmet Ali Birand anbefaler derfor sin regering at reagere »afmålt og intelligent«, ud fra den opfattelse at Tyrkiet også har venner i EU, dog vel vidende at diplomatiets kunst ikke altid er tyrkiske politikeres stærkeste disciplin.