ARTIKLER


Database over landbrugsstøtte

EU vil nu lave en fælles base, som kan fortælle, hvor meget de enkelte landmænd får i støtte. Selv Tyskland er ved at bøje sig.
Af Sven Skovmand
15. september 2006

EU-kommissionen overvejer nu at lave en fælles base for alle EU-lande, som oplyser hvor meget de enkelte landmænd får i støtte fra EU. Det er tanken at basen skal stå klar allerede til januar 2007, oplyser euobserver.com 31.8.2006.

Ved en tidligere behandling af spørgsmålet var Tyskland, Finland, Polen og Grækenland modstandere af tanken. Den finske modstand er imidlertid ved at forsvinde – også fordi Finland netop nu har formandskabet i EU.

Og også i Tyskland overvejer man nu tanken. Tyskerne har dog det særlige problem at de tyske delstater skal være med på idéen. Samtidig er der uenighed om, hvorvidt alle landmænd skal være omfattet af registret, eller det kun skal være de landmænd, der får særlig store tilskud.

EU's direkte tilskud til landmændene er på cirka 320 milliarder kroner om året.