ARTIKLER


Barroso siger stop for nye lande

Efter optagelsen i EU af Rumænien og Bulgarien kan EU ikke optage flere medlemmer, før en ny forfatning er vedtaget, siger Kommissionens formand.
Af Sven Skovmand
29. september 2006

Rumænien og Bulgarien bliver medlemmer af EU til nytår, men så vil det også vare længe før EU igen optager nye medlemmer, oplyser Berlingske Tidende 26.9.2006.

Beskeden kommer fra Kommissionens formand, José Manuel Barroso. Han siger at EU ikke kan holde til at optage nye medlemmer, så længe der ikke er vedtaget en ny forfatning, som opstiller regler for de mange medlemslandes stemmeret.

Ingen forventer at en sådan forfatning kan vedtages før 2010, så de lande, der i øvrigt forhandler med EU om medlemskab, må vente, til det er sket.

Det rammer først og fremmest Kroatien, hvis økonomiske og politiske situation i virkeligheden er bedre end Rumæniens og Bulgariens. Og for Tyrkiet betyder det endnu en udskydelse.