NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
NOTAT's læsere kan i artiklen her på siden genopleve den danske regerings ambitioner på den europæiske scene. Thi, ingen som har oplevet Fogh ved udvidelsestopmødet i København i 2002, kan være i tvivl om at han har det ganske godt i det europæiske rampelys.
Den gang var der god grund til at sole sig, han havde gjort en god indsats. Siden har det knebet. Især i forhold til de forhandlinger om en EU-forfatning som startede få måneder senere i februar 2003. Her var ambitionerne i gulvtæppehøjde, og hvad der tidligere måtte have været af nævneværdige forslag, f.eks. Venstres forslag om et kompetencekatalog i EU, var fejet helt ind under gulvtæppet.
Der var i sandhed intet at komme efter. Men for at ingen skulle fatte mistanke til denne Kejseren uden klæder-forestilling kom den danske regering faktisk med nogle udspil. At dømme efter papirernes udformning er det nok foregået på denne måde: Først sætter man nogle embedsmænd til at scanne, hvad alle andre allerede måtte have sagt. Derefter sorteres de idéer fra, som ikke kan samle meget bred opbakning. Til sidst sættes den danske regering på som underskriver at det nye dokument. Så er man nogenlunde sikker på succes, i hvert fald i de hjemlige medier, som heller ikke har læst alle de andre udspil. Og samtidig er der den side-effekt ved metoden, at ingen ude i Europa opdager noget og føler sig stødt.
Når hele denne gamle historie oprulles her, er det blot for at anføre at proceduren ser ud til at være blevet gentaget for nylig op til topmødet i Lahti. Blot med den fornyelse at de danske tårnhøje ambitioner for EU nu altså gælder energibesparelser. Døm selv. »Der er ikke noget at komme efter« siger Fogh i mange sammenhænge. Det mener vi også – om energiudspillet.