ARTIKLER


Uenighed om salg af Scandlines

Det dansk-tyske færgeselskab Scandlines skal sælges, men til hvem? Licitationen gav næsten ens bud, og tyskerne foretrækker det dårligste.
Af Sven Skovmand
15. december 2006

Det dansk-tyske rederi Scandlines skal sælges, og man ved allerede nu at det vil indbringe cirka 11 milliarder kroner. Rederiet, der har 2.600 medarbejdere, driver 12 ruter, deriblandt den indbringende rute mellem Rødby og Puttgarden. Det er baggrunden for den høje pris.

Både den engelske kapitalfond 3i og det tyske konsortium Baltic Ferry Development, der blandt andet omfatter det tyske rederi Deutsche Seerederei, har budt – og forskellen på de to tilbud er sølle 50 millioner.

Deutsche Bahn, der ejer den tyske halvdel af Scandlines, mener at det tyske rederi skal vælges som køber. Men kan man gøre det, når det andet tilbud er højere?

Det er to danske aviser uenige om. I Berlingske Tidende for 1.12.2006 siges det med EU-juristen Peter Vesterdorf som kilde at selskabet med det højeste bud skal overtage Scandlines, og at alt andet vil føre til en sag ved EUís domstol i Luxembourg.

Men ifølge Børsen for 4.12.2006 – som i øvrigt også bruger Peter Vesterdorf som kilde – er sagen ikke så klar.

Andre forhold end prisen kan få betydning, blandt andet at Baltic Ferry Development er villig til at vente fire år med eventuelt at sælge Scandlines videre til anden side – mens 3i ikke vil vente så længe.

Det er tanken at beslutningen om salget skal træffes den 8. december.