Uønskværdig fremtid for Danmark og Europa

I kronikken gengives det indlæg, som Dansk Folkepartis nye EU-ordfører Morten Messerschmidt kom med i Folketingets debat om EU-grundloven 19.4.2005
Af Morten Messerschmidt
3. maj 2005

I årevis har vi hørt tilhængerne af mere integration i Europa tale om vigtigheden af »at sidde med ved bordet« og om, hvordan vi med EU »ikke afgiver, men blot puljer vores suverænitet«. Vi puljede, da Danmark blev en del af fællesmarkedet og da man oprettede den Europæiske Union. Vi hørte de samme flotte ord, da man nedlagde vore grænser - og ville afskaffe vores krone. Vi puljede, da EU begyndte at overvåge og underkende valgene i landene. Og nu i år 2005 hører vi igen de samme floskler. Nu vil man have en forfatning for Europa.

En forfatning - ikke en traktat. Det er, hvad vi i dag behandler. En forfatning, som i ét og alt gør Danmark og dette Folketing underlegen i forhold til EU. Højesteret bliver underlagt EU-domstolen. Folketinget bliver underlagt EU-parlamentet. Og regeringen bliver underlagt EU's ministerråd.

Nej, vi puljer ikke vores suverænitet. Vi samler ikke vores indflydelse. Vi sælger ud af dansk selvbestemmelse. Aldrig har visionen om at samle Europa under én magtenhed været så tæt på realisering. Aldrig har nogen magthaver i Europa med så klar røst talt til de europæiske nationer: »Nedlæg jer selv. I duer ikke. Nationalstatens tid er forbi. Unionen leve!«

89 paragraffer mod 448

Så uoverlagte har forfatterne til forfatningen dog ikke været. I fine vendinger redegøres for, hvordan man skam respekterer nationalstaternes særegne kendetegn og forskelligheder. Men sandheden er jo, at det blot er ord - ord, der skal få europæerne til at skære den sidste rest af national selvbestemmelse bort. Med den nye forfatning er det svært at få øje på, hvilke områder EU i fremtiden ikke vil blande sig i.

Hvor den danske grundlov kun behøver 89 paragraffer til at slå alle enkeltheder for Danmark fast, beskriver EU-forfatningen i 448 artikler, hvordan EU's voksende lovgivningsproces skal foregå i fremtiden. Således bliver det til EU-anliggende at fremme et højt beskæftigelsesniveau, at sikre passende social beskyttelse, at bekæmpe social udstødelse, at sikre højt uddannelsesniveau og fremme menneskers sundhed (art.117).

Vi aner ikke hvad vi får

Det lyder jo meget smukt - men i realiteterne aner vi ikke, hvad vi får. Jo, vi får et EU-parlament, hvor Danmark har under 2% af mandaterne. Vi får et ministerråd, hvor Danmark har 1,2% af stemmerne. Og vi får en kommission, hvor Danmark i lange perioder ikke vil have nogen kommissær og derfor er afskåret fra at fremsætte forslag og ikke vil have nogen fornemmelse af, i hvilken retning EU bevæger sig. Danmark sættes uden for indflydelse.

»EU skal være mere effektivt«, siger tilhængerne. Og dét må man give dem. Det bliver ubestrideligt mere effektivt, når man ikke længere skal tage hensyn til de små lande. Naturligvis bliver det mere effektivt, når vetoretten afskaffes. Og selvfølgelig bliver det mere effektivt, når ikke alle lande har en kommissær eller retten til formandskab.

Selvfølgelig bliver EU meget mere effektivt og beslutningsdygtigt, når de store lande træffer beslutningerne. Og ser man på de nye stemmeregler, er det da også helt klart, hvad hensigten er. De lande, som med forfatningen får mere indflydelse, er Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og England. Resten får mindre indflydelse.

Charter helt uforudsigeligt

Paradoksalt nok, kan vi ikke i dag sige, hvor lidt indflydelse vi får. Danmark aner ikke, hvor tit Rådet vil bruge den udvidede artikel 18 og overføre flere magtområder. Og vi aner ikke, hvordan EFD vil fortolke de mange nye bestemmelser for at realisere EU's mål.

For EU's mål er mange! Tager vi bare unionens værdier (art. 2), er det helt uforudsigeligt, hvad man vil kunne tolke sig frem til. Luftige begreber som »tolerance, retfærdighed og solidaritet« vil danne grundlag for yderligere magtoverførsel til EU. Og med Chartret om Fundamentale Rettigheder åbnes der ikke bare for, at EU-retten på en lang række områder vil træde på vores grundlov. Men forhold, som vi aldrig havde forestillet os skulle være et EU-anliggende, bliver fremover genstand for regulering og lovgivning.

Bid for bid vil EU regulere arbejdspolitikken i art. 75; børnepolitikken i artikel 84; familiepolitikken i artikel 93; socialpolitikken i artikel 94 og menneskerettighederne, som i ét og alt bliver et EU-anliggende.

Fremover er det ikke det danske folketing, der sætter standarderne i Danmark. Det er EU. Og ingen aner, hvor grænsen går. For der er ingen grænse. De 25 dommere har i årtier udvidet EU's magtområde.

I dag kan domstolen kun regulere det indre marked. Men med forfatningen bliver alt underlagt domstolens suveræne magt: Frihedsrettigheder, stemmeret, social sikring, arbejdsmarkedsforhold. Og nægter vi at følge EU's beslutninger, fordi vi mener at være bedre til at indrette Danmark end EU - så kan vi idømmes bøder og få suspenderet vore rettigheder.

Ingen folkevalgte ved det rigtige bord

Er det at pulje suverænitet? Er det at sidde med ved bordet? Nej - for sandheden er jo, at der hverken sidder folkevalgte med ved det bord, hvor EU-domstolen udhuler nationernes selvbestemmelse - og ikke sidder folkevalgte i den kommission, der område for område kan fremlægge forslag til EU-lovgivning. Danmark bliver ikke spurgt, hvad vi ønsker. For Danmark er slet ikke med ved det bord!

Og hvad er de danske politikeres svar så? Hvad gør man, når de fine floskler efterhånden minder mere om Kejsernes Nye Klæder end om egentlig politik? Jo - man forsøger sig med en politisk aftale, som skal lulle befolkningen i søvn. Med flotte ord - så man næsten skulle tro, at det var Chirac eller Schröder selv, der havde skrevet det - forsikrer man at ville modsætte sig overgang til flertalsafgørelser. Det er flotte ord. Og det vidner om et hidtil helt ukendt mod i dansk EU-politik, hvis en dansk regering vitterlig skulle turde »trække i det store håndtag«.

Så bragende naivt

Vi behandler i dag en forfatning for Europa. Intet mindre. En forfatning, der på alle væsentlige områder gør EU til lovgivningsmyndighed i Danmark. Udvider EU-retten i et hidtil uset omfang, og på en lang række områder indfører regler, der vil stå over dendanske grundlov. Stadfæster, at EU med en fælles udenrigspolitik, fælles mønt, fælles flag, fælles unionsborgerskab, samordning af social- og arbejdsmarkedspolitikken (artikel15, stk.3), myndighed som juridisk person - og med flertalsafgørelser som den alt overvejende hovedregel - bliver det tætteste det europæiske kontinent nogensinde har været på forbundsstat.

Det er helt uforståeligt, at et så stort flertal i folketinget så entydigt, så lydigt og så bragende naivt bakker op om denne forfatning for Europa.

Hvor er de modige, der før turde tale deres partier imod og sige nej? Er ensretningen i EU virkelig nået så langt, at ingen længere tør sige fra? Er frygten for at sige fra - at afvise den øgede centralisme og EU's magttyranni - virkelig så stor, at tavsheden får lov at råde frem for de klare stemmer, der tør tage stilling og tør sig fra?

Vi takker nej

Vi i Dansk Folkeparti er ikke bange. Vi tør sige fra. Vi vil ikke lade Danmark underlægge sig tanken om et Forenet Europa. Vi ønsker et stærkt samarbejde på tværs af grænserne - men kun der, hvor et samarbejde er nødvendigt.

Med forfatningen bliver EU ikke et spørgsmål om nødvendighed. Det bliver et spørgsmål om selvtilstrækkelig- og magtfuldkommenhed. Vi vil ikke have en fælles politisk union, hvor Danmark i ét og alt skal rette ind efter fremmede landes interesser. Vi vil frit kunne alliere os, med hvem vi ønsker. Og vi vil ikke lade os binde af en forblommet tro på, at EU kan skabe et bedre Danmark end vi folkevalgte kan.

Nok er vi europæere. Men Tyskland er tysk; som Frankrig er fransk. Ogsåledes skal Danmark altid være dansk. Vi afviser at lade os gennemregulere fra Bruxelles.

Vi anerkender tilbudet om »en forfatning for Europa«. Vi takker for muligheden for at deltage. Men vi takker nej. Ikke fordi vi er selvtilstrækkelige, men fordi den fremtid, som forfatningen tegner for Danmark og Europa, ikke er ønskværdig. Europæerne fortjener bedre.