Tyske dommere rystede over arrestordren

Ubehagelige afsløringer af, hvor sjusket et EU-direktiv er blevet gennemført
Af Sven Skovmand
2. maj 2005

Som omtalt i Notat for 1. april 2005 fik forbundsdomstolen i Karlsruhe forhindret, at en syrisk tysk statsborger blev udleveret til Spanien, fordi han var mistænkt for samarbejde med Osama bin Laden.

Sagen har siden da været til behandling i Karlsruhe, og der er, mens disse linjer skrives, ingen afgørelse truffet endnu.

Hvad der ligger fast, er at dommerne er yderst utilfredse med den måde, som arrestordren er administreret på.

Det fremgår af artiklen »Fehler im Denksystem«, som kan læses i Der Spiegel 18. april 2005.

Udleveret for ingenting

Bladet oplyser, at 19 tyske statsborgere siden efteråret 2004 er blevet arresteret og udleveret – uden at kunne nyde godt af den strenge tyske retslige procedure.

Resultatet er i flere tilfælde helt barokt.

En mand er således blevet udleveret til Litauen, blot fordi han havde forsømt at betale underholdsbidrag. Ingen undersøgte, om beskyldningerne var rigtige, eller om forseelsen var strafbar efter tysk ret.

En forretningskvinde blev arresteret og sat i varetægt i fire uger, fordi de østrigske myndigheder mente, at hun havde hjulpet sin mand med forskellige bedragerier. Blot to dage efter udleveringen blev hun løsladt, fordi østrigerne havde ladet sagen falde!

Ingen parlamentarisk kontrol

Når det er gået så galt, skyldes det ifølge bladet først og fremmest, at sagen ikke er blevet ordentlig behandlet af de politiske myndigheder. Den blev blot hastet igennem i Forbundsdagen med den kommentar, at den var en følge af et EU-direktiv, og at den derfor ikke kunne ændres.

Denne oplysning var forkert, for direktivet om arrestordren var ikke så firkantet, som det blev fortolket i Tyskland. I Østrig giver man således borgerne en væsentlig bedre beskyttelse, skriver Der Spiegel.

Men politikerne i forbundsdagen var ikke kritiske nok. De godtog uden kritik justitsministerens redegørelse, hvad flere af dem siden har indrømmet.

Kunne have bremset ordren

Politikernes passivitet er særlig beklagelig, fordi de faktisk havde kunnet forhindre arrestordren i at blive vedtaget.

Da Karlsruhe-domstolen i 1993 tog stilling til, om Maastricht-traktaten var forenelig med den tyske grundlov, slog den nemlig fast, at EU-retsakter kun ville være gyldige i Tyskland, hvis de var godkendt af Forbundsdagen.

Som Der Spiegel skriver:

»Som aldrig før måtte parlamentarikerne offentligt retfærdiggøre, hvorfor de så sjusket havde løst deres opgave med at beskytte folk mod hurtige regeringsbeslutninger«