NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I længden kunne denne politik naturligvis ikke gå. Forbrugernes behov for fødevarer steg nemlig ikke i samme takt som landmændenes produktion. Folk er nu en gang kun udstyret med én mave, og folketallet står nærmest stille.
Resultatet af de høje priser blev derfor, at EU måtte opkøbe landmændenes overskud og enten anbringe det på overskudslagre eller sælge det på verdensmarkedet til en langt lavere pris, end man havde købt det til.
Denne politik blev efterhånden en tikkende bombe mod EU’s økonomi og blev samtidig stærkt kritiseret af de ulande, der selv havde et overskud af landbrugsvarer. Deres priser faldt nemlig på grund af det kunstigt store udbud, som EU skabte.
Derfor var der god fornuft i, at EU i 1992 begyndte at yde direkte tilskud til landmændene og til gengæld sænkede priserne på en række fødevarer, først og fremmest korn. Denne politik har medført, at overskudslagrene er bragt voldsomt ned, og at EU sender langt færre fødevarer ud på verdensmarkedet end før.
Men mens politikken er fornuftig, kan man i høj grad diskutere den måde den gennemføres på – som man kan se på siderne 6 og 7 i dette nummer. EU kan tilsyneladende ikke udforme regler, der virker på en enkel og hensigtsmæssig måde.
Tænk, om EU blot afleverede de 7 milliarder til det danske landbrug til den danske regering og overlod det til de danske myndigheder at administrere den. Det ville give en langt mere enkel administration. Og det ville også være ganske rimeligt.
Danmark betaler jo i forvejen langt flere end 7 milliarder kroner til EU’s budget. Hvorfor skal vi så pålægges så mange tåbelige regler, når EU allernådigst giver en del af disse penge tilbage?