ARTIKLER


Strid om EU-dommer

En af EF-domstolens dommere hævder, at mange af hans kolleger er blevet frimarkeds-ayatollaher, og at især de fransk-talende dommere har stor indflydelse.
Af Michael Voss
30. juni 2005

En af dommerne i Microsoft-sagen har påkaldt sig kollegernes vrede. Hubert Legal, en af de ledende dommere i EU's sag mod Microsoft, har i et fransk tidsskrift kritiseret måden, hvorpå der arbejdes i EU's domstol i Luxembourg, skriver Jyllands-Posten 21.6.2005.

Tidligere på måneden skrev Legal i tidsskriftet Concurrence, at nogle af dommernes nærmeste rådgivere har en tendens til at se sig selv som frimarkeds-ayatollaher.

Ifølge Legal har disse rådgivere særlig stor indflydelse, når de taler fransk, der er domstolens arbejdssprog, bedre end dommeren selv.