ARTIKLER


Statsministeriet firedoblede prisen på omdelt forfatning Statsministeriet firedoblede prisen på omdelt forfatning

Husstandsomdelt forfatningstekst blev afvist som "spild af penge" efter beregning på 150 millioner kroner. Men den reelle pris er kun 32,7 millioner kroner.
Af Ib Roslund
18. marts 2005

Tirsdag den 3. marts blev husstandsomdeling af EU-forfatningen behandlet, da alle Folketingets partier var til møde i Statsministeriet om blandt andet fordeling af oplysningsmidler ved den kommende folkeafstemning.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste en husstandsomdeling som "et stort spild af penge og meget lidt oplysning". Han satte trumf på ved at meddele at Statsministeriet havde beregnet omkostningerne til en sådan omdeling til 150 millioner kroner.

Mange har reageret på statsministerens melding om, hvor dyrt og dårligt det er at give folk den EU-forfatning, de skal stemme om den 27. september. Blandt andet er der blevet henvist til Jysk Sengetøjslagers koncernchefs husstandsomdelte erindringsbog, som kostede ham et betydeligt lavere beløb.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad den reelle pris egentlig er for husstandsomdeling af den udgave, som Folketingets EU-oplysning har lavet?

16,8 millioner for tryk

Folketingets EU-oplysning har ladet TGS Group i Rødovre producere en 416 sider lang og 591 gram tung udgivelse med forfatningstekst og bilag i høj kvalitet. Oplaget var 20.000, hvilket end ikke rækker til én procent af Danmarks 2,4 millioner husstande. Men de jo heller ikke beregnet til omdeling.

Stykprisen inklusiv moms for oplaget på 20.000 er 16,37 kroner. Det ville i alt koste 39.288.000 kroner, hvis man ganger med 2,4 millioner (‚n til hver husstand).

Men TGS Group oplyser ikke overraskende at prisen pr stk. bliver billigere, når oplaget sættes op til 2,4 millioner. De har regnet på det og givet en pris på 7 kroner inklusiv moms. I alt 16,8 millioner kroner.

15,8 millioner for omdeling

Men bøgerne skal jo også ud til husstandene. Sendes de ud som pakke, så koster det over 30 kroner pr stk. Men Post Danmarks typiske husstandsomdeling foregår som adresseløs forsendelse. Her er Post Danmarks listepris for en forsendelse i traktattekstens vægtklasse 7,01 kroner uden moms. Med moms og ganget med 2,4 millioner giver det 21.030.000 kroner. Men når oplaget er over en halv million, får kunderne en rabat, som ofte er på i hvertfald 25 procent. Dermed falder pris på selve omdelingten til 15.772.500 kroner.

I alt kan husstandsomdelingens omkostninger til trykning og forsendelse reduceres til 32.572.500 kroner. Mindre end en fjerdedel af Statsministeriets beregnede pris.

"Er det ikke en rimelig pris for en så vigtig beslutning" lød spørgsmålet fra DR TVs Bent Stuckert til statsminister Anders Fogh Rasmussen den 3. marts. Og da hed prisen 150 millioner kroner.