NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der er en betragtelig tærskel i dørkarmen for de lande som ønsker at træde ind i euro-klubben.
Den består af fem såkaldte konvergenskriterier der samlet udgør betingelserne for medlemskab: stabile priser, begrænsede underskud, nogenlunde stabil valutakurs, en nogenlunde lav rente, og en centralbank uden indflydelse fra politikere.
Men vel inde i klublokalet er der højt til loftet. Hidtil har intet ØMU-land for alvor slået hovedet begrænsningerne for, hvad man som euro-land må og ikke må.
Nogle lande har været tæt på: Portugal, Tyskland, Frankrig, Italien, Grækenland og Holland.
Dertil har det vist sig at Grækenland i virkeligheden ikke havde opfyldt medlemskriterierne. Det så bare sådan ud. Men Grækenland blev ikke frataget sit medlemskab når den græske statistikdoping kom for dagen.
De må ikke have et budgetunderskud som overstiger 3,0 procent af BNP (bruttonationalproduktet " værdien af den samlede produktion af varer, tjenester og investeringer), og deres offentlige gæld må ikke overstige 60 procent af BNP.
For at opretholde de to betingelser råder euroklubben over to værktøjer:
– Medlemslandenes statsbudgetter og økonomiske politik skal løbende holdes under opsigt. (Forordning 1466/97)
– Medlemslande med alt for store underskud skal kunne straffes med bøder. (Forordning 1467/97)
De to forordninger plus en politisk erklæring udgør den såkaldte Stabilitetspagt der fungerer som spilleregler for dem som er blevet bevilget medlemskab i klubben.
Men ligefrem at straffe dem, der bryder reglerne, har vist sig at være noget helt andet.
Den hidtil største krise i euro-klubben opstod i efteråret 2003 da et flertal i Ministerrådet nægtede at efterkomme Kommissionens opfordring til at indlede sanktioner mod Tyskland og Frankrig.
Der kunne ikke opnås et tilstrækkeligt flertal af stemmer i Ministerrådet til at føre Kommissionens anbefaling ud i livet.
EU's domstol kom efterfølgende frem til at Ministerrådet i og for sig havde lov til at lade Tyskland og Frankrig slippe for straffe, men ikke på den måde som det skete på.
Men på det tidspunkt var diskussionen om en opblødning af Stabilitetspagten allerede godt i gang. Der var et klart politisk ønske om ikke at gentage lignende diskussioner om sanktioner mod euroklubbens tungvægtere, hvis det kan undgås.
Resultatet af de diskussioner blev sat på papir på forårstopmødet i marts 2005:
Nye fortolkninger af de hensyn, som skal tages inden hammeren falder, har sat de interne medlemskabsregler ud af kraft.
Stabilitetspagten i form af forordningerne om overvågning og sanktioner er der stadig, men har i praksis mistet sin betydning.
– Begrænset budgetunderskud " maksimalt 3,0 procent underskud målt i forhold til BNP " og begrænset offentlig gæld " hovedregel om at gælden maksimalt må svare til 60 procent af BNP.
– Stabil valuta " valutakursen skal i to år have holdt sig indenfor rammerne i valutakursmekanismen kaldt ERM II, som maksimalt tillader kursudsving på +/- 15 procent.
– Lav rente " den lange rente må ikke overstige renten i de tre eurolande med den laveste inflation med mere end 2 procentpoint.
Danmark og Storbritannien har også opfyldt de formelle krav men har politiske undtagelser imod at deltage. I september 2005 ser det britiske budgetunderskud dog ud til at blive for stort.
Sverige opfylder de økonomiske krav undtagen deltagelsen i kursmekanismen ERM II. Det skyldes et politisk valg om at lade den svenske valutakurs flyde frit, men også den svenske regerings ønske om ikke at sætte ØMU-tilslutningen på dagsordenen igen.
Ved folkeafstemningen i 2003 sagde 56 procent nej til en fuld svensk ØMU-deltagelse.
I følge de seneste konvergensrapporter fra efteråret 2004 opfyldes inflationskravet af Estland, Litauen, Tjekkiet og Cypern.
Underskudskravene opfyldes af Estland, Letland, Litauen og Slovenien.
Ingen af de nye lande har deltaget i vekselkursmekanismen (ERM II) i de fornødne to år, men Estland, Litauen og Slovenien gik med i juni 2004 og Letland, Cypern og Malta fulgte efter i april i år.
Letland, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Malta har tilstrækkeligt lav rente. Estland menes også at opfylde kravet selv om landet ikke udsteder statsobligationer med lang løbetid.
De nye lande har i varierende grad en tilstrækkelig selvstændig centralbank, men er endnu ikke fuldt ud med i det europæiske centralbankssystem.
Samlet er dermed Estland og Litauen de mest oplagte nye kandidater til medlemskab i euro-klubben. Den estiske regering har også sat fuld deltagelse fra januar 2007 som et officielt mål.
Stabilitetspagten " reglerne for medlemmerne:
– Indrapportering af budgettal og økonomiske prognoser sådan at Kommissionen kan lave stabilitetsrapporter (for ikke-eurolande laves konvergensrapporter).
– Budgetunderskud på maksimalt 3,0 procent af BNP og offentlig gæld på maksimalt 60 procent eller faldende. (Kravene gælder for alle EU-lande, men kun euro-lande kan udsættes for sanktioner hvis underskuddene er for store.)
– Øget tolerance for underskud som skyldes perioder med lav vækst."
Dertil skal tages hensyn til om underskud kan forklares med "andre relevante faktorer", så som:
– Udgifter i forbindelse med Lissabon-processen (der skal skabe vækst og arbejdspladser),
– Investeringer i forskning og udvikling,
– Udgifter til "international solidaritet"
– Udgifter til at nå europæiske politiske mål navnlig "foreningen af Europa" (læs den tyske genforening).
– Udgifter til gennemførelser af pensionsreformer.
Oveni skal der tages hensyn til andre forhold som landet med for stort underskud selv mener er relevante.
Endeligt blev det besluttet at forlænge fristerne for hvornår der skal gives advarsel, for hvornår et medlemsland skal have rettet op på sit underskud, og for hvornår eventuelle sanktioner skal træde i kraft.
Med disse nye fortolkninger er det ganske usandsynligt at Stabilitets€pagtens sanktioner vil blive brugt.
Portugal fik i 2002 at vide at landet havde et "uforholdsmæssigt stort underskud" og gennemførte derefter nedskæringer i de offentlige udgifter. I år ser det portugisiske underskud ud til at overstige 6 procent. Kommissionen har indledt en advarselsproces.
Tyskland havde i 2002 et budgetunderskud på 3,8 procent og Frankrigs underskud øgedes mere end forventet samme år. Begge lande fik en anbefaling om at mindske de offentlige udgifter.
Da de tyske og franske underskud fortsat var for høje, forberedte Kommissionen beslutninger om sanktioner i 2003, men den beslutning blev standset i Ministerrådet.
Advarsler var i 2004 på vej til Italien, Grækenland og Holland.
I øjeblikket ser Tyskland, Frankrig, Italien, Grækenland, og Portugal ud til ikke at kunne overholde underskudsgrænsen på tre procent.
Tyskland som var ophavsmand til Stabilitetspagten tegner til at bryde reglerne seks år i træk.
Af Erling Böttcher
"Vi kan forudse, hvilken død euroen vil få. Enten indtræffer døden på grund af inflation i lavrente-landene, eller på grund af social ustabilitet i de tidligere stabile lande."
Så bombastisk udtrykker Wilhelm Hankell sig. Han er professor i valutapolitik. I Tyskland blev han kendt som en af de fire professorer, der til det sidste forsøgte at forhindre afskaffelsen af D-marken til fordel for euroen. Slaget tabte han og de tre andre ved den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe et år før euroland trådte i kraft i 1999.
Forud for den danske folkeafstemning om euroen sagde Hankell i interview med NOTAT (9.6.2000)
- at euroen ikke ville forene, men splitte,
- at euroen enten fører til lønkonkurrence i nedadgående retning eller til højere arbejdsløshed,
- at hvis Danmark sagde nej, er vejen åben for det omvendte af den tidligere situation: Stabile valutaer i Skandinavien, og ustabile forhold i Euroland.
Hankell har ikke ændret standpunkt.
"Ingen er glade. Heller ikke monetaristerne. Jeg respekterer den ideologiske pave for euroen, Milton Friedmann (amerikansk økonom og Nobelpristager, som stod fadder til den økonomiske teori ved navn "monetarismen", red.) Han advarede fra starten imod at afskaffe vekselkurserne i Europa, fordi han var klar over at de gamle eurolande ikke ville magte tilpasningen. Det ville destabilisere demokratiet.
Det var fra begyndelsen klart at en fælles valuta mellem 12 lande, og måske endda 25 lande ikke ville føre til forening, men til spændinger, og vel at mærke spændinger, som ikke fandtes før euroen. Trods alt er tiden før euroen historien om et fælles marked som i 40 år, fra 1958 til 1998, var succesrigt. Hvert land kunne løse sine problemer, fordi man havde en egen valuta og en egen vekselkurs. Man kunne nedskrive sin valuta. Det var ganske vist ikke ideelt, men heller ikke noget stort problem.
I dag kan man ikke justere valutaerne, og det har ført til at lande med lave lønninger og lave socialudgifter nu giver unfair konkurrence til mere udviklede lande. Det lider vi under nu. For kapitalen bliver ikke hjemme.
Det har kloge folk i Frankrig og Holland opfattet og har derfor stemt imod forfatningen.
Jeg har stor respekt for mennesker, der er klogere end deres regeringer, og finder at det er en sørgelig stil i Bruxelles og for europolitikerne at skyde de mennesker dårlige motiver i skoene."
"Jamen, den kan slet ikke overleve. Den kan kun lade sig gøre hvis de gamle rige lande lader deres lønninger falde til portugisisk eller til polsk niveau. Det er dybest set Tysklands krise. Euroen dør med udvidelsen af Euroland med de 10 nye medlemslande. Man kan ikke udtænke sig en mere sikker død end at lade 10 nye valutaområder blive medlem af euroen.
Men det er ingen katastrofe at euroen dør. Det ville det være, hvis man holdt fast i den."
Er det ikke for tidligt at bedømme euroens succes?
"Det kan jeg bedst besvare med et billede af en selvmorder, som springer ud fra skyskraberen, men fortryder. Hvad siger han da? Han siger "der er jo ikke sket noget endnu". Det er sådan europolitikerne svarer. Men der er faktisk sket noget."
Hvad skal den ulykkelige europæiske centralbankchef gøre ved det? Sætter han renten op, skader det nogle, sætter han den ned, skader det andre lande. Så han kan ikke gøre andet end at lægge hænderne i skødet.
Det er en bizar og tragisk episode i den europæiske historie at man lader en god idé " det europæiske samarbejde " ofre for en så skør idé som én og samme valuta for så forskellige lande.
Forsøget har ført til sammenbruddet for det socialdemokratiske parti. Det er tragisk at de socialdemokratiske partier ikke har begrebet at euroen er et angreb på velfærdsstaterne.
Det er helt entydigt at det har betydning på den tyske valgdag (søndag den 18.9, red.) at socialdemokraterne har forrådt deres egne principper. Hvad skal vælgeren gøre? Han kan se at den rød-grønne regering har spillet fallit, men tror ikke på løfterne fra de kristeligt-konservative. Hvis Angela Merkel bliver kansler vil hun få præcis de samme problemer i den kommende periode.
Det tredje alternativ er at undlade at stemme, og der er da også flere tvivlere end nogensinde før."
Vi bringer her en række udtalelser fra tilhængere og modstandere og overlader det til læserne at vurdere, hvilke løfter/trusler der bedst har klaret tidens tand i fem år.
Et nej ville være dybt alvorligt for Danmarks forhold til EU og ville straks udsætte dansk økonomi for meget ubehagelige rystelser på finansmarkederne..."
Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten 14.3.1999
"Vist er det sandt, at det koster hver enkelt dansker dyrt at stå uden for "Euroland". Men hvis man er rede til at betale med nedsat levestandard for at stå udenfor, betyder det jo ikke vores opløsning som nation..."
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende 6.1.1999
"(Indførelsen af euroen vil) én gang for alle fjerne valutasvingninger og dermed valutatransaktionsrisici mellem de deltagende lande. Dette vil sandsynligvis medføre øget handel mellem de deltagende lande, og der vil være flere udenlandske virksomheder, der vil være interesserede i at handle med Dem.
Også uden for ØMU'en kan der skabes nye muligheder. Euroen vil blive en internationalt anvendt valuta. Hvis det lykkes Dem at få Deres modpart uden for ØMU'en til at handle i euro og dermed flytte kurstabsrisikoen over på ham, kan den internationale eksport blive mere attraktiv..."
Fra Kommissionens brochure "Din forretning og euroen " en strategisk guide" (Udgivet 1999)
"De danske aktiekurser har haltet bagefter, fordi Danmark har stået udenfor. Med et dansk ja vil kurserne stige. Og som Danmarks største aktie vil det i høj grad gavne Tele Danmark. Omvendt kan man sige, at et nej ikke vil få nogen betydning på driften " bortset fra, at vi ikke får alle fordelene ved et ja..."
Direktør Henning Dyremose, Tele Danmark (nu TDC) til Århus Stiftstidende 13.3.2000
"Rent forretningsmæssigt vil et nej kun have den konsekvens, at vi vil fokusere endnu mere på udlandet i stedet for det danske marked. Og det vil være til skade for det danske samfund..."
Koncernchef Jørgen Lindegaard, GN Store Nord til Århus Stiftstidende 13.3.2000
"Vi hører til de få lande, hvor demokratiet har nået så stærk en position som den, debatten har dokumenteret. Men et sådant demokrati er ikke meget værd, hvis vi blot hygger os med det i smug. Vi må ud på den store europæiske arena og sætte det på spil og i dynamisk aktivitet...
Uden samarbejdet mellem de stærkeste og mest veletablerede demokratier i Europa overlades hele det globale førerskab alene til USA. Det kan et stærkt lighedsorienteret og solidarisk europæisk demokrati som det danske ikke i længden se passivt på sker..."
Leder i BT 28.9.2000
"Vi handler allerede i dag i euro, fordi mange af vore kunder kommer fra EU-lande. Når vi vil opfordre medarbejderne til et ja, skyldes det alene, at vi tror, at euro'en vil gavne det danske samfund..."
Kommunikationsdirektør Sune Salling-Mortensen, Grundfos, til Århus Stiftstidende 13.3.2000
"Et dansk ja vil give Danfoss en begrænset, men konkret økonomisk gevinst i form af sparede vekselgebyrer og rentefordele på omkring 10 millioner kroner årligt. Danfoss er betænkelig ved en situation, hvor Danmark ikke opfattes som fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union..."
Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss, til Jyllands-Posten 12.9.2000
Professor Bent Jensen i Ekstrabladet 28.9.2000
"Det vil ikke have den store betydning for A.P. Møller, om det bliver et ja eller nej. Vi er en dollar-orienteret virksomhed, hvor for eksempel skibe, fragtrater og olie er baseret på dollar. Samtidig ligger de fleste af vores forretninger uden for Danmark..."
Topchef for A.P. Møller gruppen, Jess Søderberg, til Århus Stiftstidende 13.9.2000
"Det er mest sandsynligt, at euroen bliver stabil, men der er en risiko for, at euroen bliver ustabil... Med en vent-og-se holdning kan vi se, hvordan euroen udvikler sig. Man har aldrig før set så stor en møntunion i historien, så fra en øko€noms synspunkt er det vanskeligt at sige præcis, hvordan euroen vil udvikle sig " men i sidste ende er det et politisk spørgsmål, om vi skal med i euroen..."
Daværende overvismand Niels Kærgård i Aktuelt 31.12.1998
"Allerede på dag ét konkluderes det, at euroen er en succes. Det er dog utroligt, at man allerede nu tør fastslå det. Euroens succes kan først vurderes, når der virkelig kommer en økonomisk krise..."
Direktør Anders Dam, Jyske Bank, til Berlingske Tidende 6.1.1999
"Man skal ikke være blind for, at direktørerne i Den Europæiske Centralbank " støttet af de liberale kræfter i presse og erhvervsliv " ikke mindst i Tyskland " står benhårdt på deres stramme pengepolitiske holdning. Den Europæiske Centralbank lader sig ikke distrahere af, at arbejdsløsheden i euroland er dobbelt så høj som i de øvrige OECD-lande..."
Tidligere markedsminister Ivar Nørgaard i Politiken 15.9.2000
"For at jeg som borger kan tage stilling til ØMU'en, så har jeg brug for at vide, hvilke økonomisk-politiske perspektiver, der ligger i den.
Hvad det er for nogle mekanismer, man vil bruge til at forhindre arbejdsløshed i at opstå, til at holde inflationen nede og til at sikre, at de enkelte landes forskellige tempi i økonomisk aktivitet bliver tilpasset hinanden, sådan at den fastlåste valutakurs faktisk kan holdes. For realiteten er, at hvis man ikke kan stabilisere landene gennem en økonomisk politik, så slår det ud i arbejdsløshed..."
Det radikale folketingsmedlem Jørgen Estrup 27.2.2000 " forud for sin tiltrædelse af en FN-stilling i Wien
"I har en stærk økonomi. I kunne håndtere de økonomiske udfordringer. De hårde spørgsmål for Danmark handler om identitet. De handler om, hvorvidt I ønsker at forblive danskere på en meningsfuld måde..."
Den tidligere engelske minister David Owen til Information 10.3.1999
"Afstemningen om ØMUen 28. september drejer sig om mere end pengenes udseende. Den handler heller ikke kun om at spare vekselgebyrer. Det virkelige tema for afstemningen er den politik, der gemmer sig bag ØMU'en. Med ØMU'en overgiver vi magten over pengene til Den Europæiske Centralbank, som er bundet til en monetaristisk politik " uanset hvad de valgte politikere mener om det. Det betyder, at hensynet til inflationsbekæmpelse sættes over alt andet. Det betyder også, at arbejderne skal betale for de justeringer, der skal ske i økonomien..."
Fra pjecen "Den ser da ret uskyldig ud", der før afstemningen blev udgivet af Fagbevægelsen mod Unionen.