ARTIKLER


Risiko for ØMU-sammenbrud

Finanshuset JP Morgan sætter spørgsmålstegn ved, om ØMU'en og Euro-samarbejdet vil eksistere om 10 år.
Af Michael Voss
6. oktober 2005

Det internationale finanshus JP Morgan sætter ifølge Fyens Stiftstidende for 20.0.2005 et stort spørgsmåls­tegn ved, om ØMU’en og dermed hele eurosamarbejdet vil eksistere om 10 år. JP Morgan konstaterer, at euro-området i øjeblikket er i en alvorlig eksistentiel krise uden nogen oplagte løsninger og skriver:

- Det mest sandsynlige er, at krisen bliver forværret over det næste årti, sandsynligvis i et omfang, hvor ØMU’en begynder at blive opsplittet.

Hovedargumentet for, at Eurozonens eksistenskrise ikke står lige til at løse, er, at EU har svært ved at forsvare sin legitimitet. Det har ifølge JP Morgan altid været den politiske elite, der har drevet EU-samarbejdet, og oprindeligt var argumentet de makroøkonomiske fordele, der fremkom i forbindelse med etableringen af det indre marked. I dag står det dog klart, at gevinsterne herfra langt fra har været så store som ventet, blandt andet fordi udviklingen er blevet overhalet af globaliseringen, vurderer JP Morgan.