ARTIKLER


Rapporten, der skulle love guld efter det indre marked

Skønt Cechini-rapporten fra 1988 ensidigt så på økonomiske fordele og så helt bort fra ulemper, nåede den kun op på en beskeden gevinst for det indre marked.
Af Sven Skovmand
25. februar 2005

Misbrug af tal er ikke noget nyt for EU, og Cecchini-rapporten fra 1988 er et af de værste. Den er rendyrket propaganda og fortjener overhovedet ikke benævnelsen »rapport«.

Rapporten blev bestilt i 1985, samtidig med, at EF's topmøde traf beslutning om Den Europæiske Fælles Akt – den der i Danmark blev kendt under navnet »EF-pakken«. Hensigten med den var, at den skulle fremstille EF's fremtid i det gunstigst mulige lys og gøre det inden 1992, når det indre marked skulle sættes i kraft.

Hindringerne, der skal fjernes

Cecchini-rapporten blev udarbejdet i løbet af to år og var på ikke mindre end 16 bind, hvoraf enkelte var på op imod 700 sider.

Der blev da også lavet en mere populær udgave på 168 sider, der under navnet »Europa 92« er udgivet af Børsens Forlag. Og den giver for så vidt et godt indtryk af, hvad rapporten går ud på.

Dens første seks kapitler beskæftiger sig med det, som den kalder »hindringer, der må fjernes«.

Det er forskellige nationale standarder, offentlige indkøb uden ægte licitationer, administrative hindringer, fysiske forhindringer ved grænserne, forskelle i moms og afgifter samt bestemmelser om godstransport og begrænsninger på kapitalmarkedet.

Rapporten opregner alle de fordele, der kan opnås på disse områder, og når herved frem til, at EF vil kunne få en forbedring af sit nationalprodukt på mellem 4 og 7 procent.

Rapportens svagheder

Det problematiske ved rapporten er, at den ikke på noget tidspunkt beskæftiger sig med de ulemper, som kan følge med en fjernelse af de nævnte handelshindringer.

Tag blot licitationerne. Det er givet, at der har været økonomiske fordele forbundet med, at offentlige myndigheder har sendt opgaver i EU-licitation og herved har fået lavere priser.

Men der har sandelig også været problemer med denne fremgangsmåde. Det har man for eksempel kunnet set ved de små færgeruter, hvor amter og kommuner har skullet bruge en masse penge på at lave udbudsmateriale, for så at opdage, at der kun kom ét tilbud – fra det eksisterende færgeselskab!

Et andet problem med licitationer er, at de gør det vanskeligt at træffe langsigtede aftaler med bestemte firmaer, hvad der betyder, at firmaerne ikke er særlig interesserede i at foretage de nødvendige investeringer i opgaverne.

Når prisen er sundhed

At der kan være økonomiske fordele ved at fjerne hindringer for handelen er indlysende. De er blot ikke altid gode for samfundet.

Det er fint for fødevareindustrien, at den må putte store mængder sukker i produkter til morgenmaden. Men det er ikke godt for sundheden. Og mens afskaffelsen af grænsekontrollen er til gavn for producenter af vin, øl og spiritus, har de fået anfaldet af alkoholbetingede dødsfald i Danmark til at stige fra cirka 1500 før EU-medlemskabet til over 3.000 i dag.

Gevinsten er ganske lille

En interessant ting ved Cecchini-rapporten er, at den kun lover en stigning på cirka 1500 milliarder kroner i EU-landenes bruttonationalprodukt.

Beløbet lyder stort, men det svarede ved Cecchini-rapportens fremkomst til omkring 5,5 procent af EF-landenes samlede bruttonationalprodukt. Det svarer i virkeligheden kun til et par års normale vækst. Er det indre marked virkelig alle de problemer værd, som denne beskedne gevinst har skabt?

Det gælder så meget mere, som Cecchinis vurdering formentlig er stærkt overdrevet. OECD nåede for et par år siden til det resultat, at det indre marked kun havde givet EU en økonomisk fremgang på 1,8 procent – under det halve af, hvad Cecchini havde regnet med.

.