NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Når det handler om dansk EU-modstand på venstrefløjen, slår Politikens lederartikler automatpiloten til. Den karakteristiske stil med besserwissen og hovedløs retorik, som giver mindelser tilbage til 1970ernes universitet, fortsætter med en forudsigelighed, der er blottet for de mest spæde forsøg på at forstå argumenter.
Politikens leder 10. april fordømmer Udfordring Europa og stempler den venstreorienterede forfatningsmodstand som forudsigelig og reaktionær.
Politiken søndag den 10. april havde på det politiske område et par artikler i skærende kontrast til hinanden: Herbert Pundiks klumme med råd til Per Stig Møller om Irans præstestyre og analyse af USAs politik overfor det. Spiddende sprælsk, præget af indsigt og vid. Og så en leder om EU, der fordømmer EU-modstanden. En leder, der sætter sig til doms over, hvad der er "reaktionært". Mærkatmarkering uden argumenter. Desværre.
Svaret blæser i vinden. Politiken nøjes med at fremhæve at EU er den eneste bastion, der kan danne modvægt til USA*s verdensdominans.
Kritikken af det nuværende EU går blandt andet på at de amerikanske og multinationale højrekræfter med det EU, vi kender i dag, har fået en struktur, der er egnet til hurtig infiltration uden folkelig kontrol.
Vejen fra amerikansk påvirkning til direkte dansk lovindhold med EU som mellemstation gælder i stribevis af oplagte tilfælde. Terrorpakken, registrering af flypassagerers madvaner, overvågning, ja sågar indgreb i retten til at kopiere CD*er kan spores tilbage til amerikansk påvirkning.
Her har jasiden forlængst resigneret. Det er denne resignation, der har bevæget socialister fra socialdemokrater først og siden inde i SF til at opgive modstanden. Resignationen skyldes den oplagte kendsgerning at vi i det daglige oplever, hvordan vores hverdag præges af tåbelige beslutninger, vi skal rette os efter, truffet af lobbyvirksomheder i EU. Man kan ikke nøjes med at være imod disse beslutninger – man må også gå ind i svære politiske kampe om deres indhold, alle de dårlige odds til trods. Det er venstrefløjen enig i. Men når det kommer til diskussionen om, hvordan EU skal gøres demokratisk, larmer tilhængersidens tavshed.
Så kan Politikens leder sige at vi naturligvis skal gå ind i den politiske kamp om pølsen. Det gør modstandere af EU-traktaten gerne. Men sammenhængen er nu engang at vi fortsat skal leve med at blive orienteret om disse tåbelige initiativer på et så sent tidspunkt at spillet igen og igen er nærmest ude.
Sandheden er jo at politikerne ikke sidder med ved EU's pølsebord. De har at æde pølsen, som den er.
Uanset om samme Gert Petersen vil stemme for eller imod forfatningen, så leder hans bemærkning direkte ind til den tvivl, der sidder i mange danskeres hjerter og hjerner. Vi er fortsat et sted mellem rædselsslagne eller skeptiske over for det voldsomme demokratiske underskud i EU.
Det er udelukkende graden af resignation, der gør forskellen mellem tilhængere og modstandere af forfatningen.
Det kan ikke bortforklares med tanketom retorik, som når Politiken misbruger lederpladsen til at stemple modstandersiden som reaktionær. Der er ligesom ikke nok caf‚ latte over at holde fast ved kritikken af EU's demokratiske underskud, synes Politiken at mene. Men spørgsmålet om demokrati er hævet over, om det nu er progressivt at være for eller imod.