ARTIKLER


Politik som teknik

Sagen om indførelsen af nitrit i økologisk mad siger noget om, hvordan EU-Kommissionen arbejder – og har fået lov til det.
Af Erling Böttcher
14. november 2005

Listen over EU-sager inden for miljø og forbrug er uendelig. Senest på dagsordenen har blandt andet været medicin i rugbrød, vitaminer i slik, og gensplejset majs til mad.

I dette nummer af NOTAT bringer vi en gennemgang af nitrittens vej til din økologiske mad. Det er ikke vedtaget at nitritten skal ende d»r. Men om et år er den – nærmest med statsgaranti – alligevel endt d»r. Også uanset at nærmest alle er imod. Årsagen til denne måske vovede forudsigelse er teknik, nemlig politisk teknik.

Ön ting er nemlig sagens saglige indhold, »n anden ting er dens omstændigheder. Dem kan man ikke finde i EU-traktaternes afsnit om miljø og forbrug, men i mere snørklede beskrivelser af beslutningsprocesserne.

Centralt i alle sager står EU-kommissionen, dette kollossale magtapparat, som man ikke kan vælge, ikke kan afsætte, ikke kan gennemskue. Og på den anden side nationale politikere som slår opgivende ud med armene og accepterer til slut – af den enkle grund at de ikke kan gøre andet.

Nitrit-gennemgangen viser et praktisk eksempel på harmonisering efter laveste fællesnævner. Først tager man alle stoffer som i ethvert land er tilladt og sætter dem på fælles liste. Kampen står så om at få fjernet stoffer, som Kommissionen med rund hånd har sat på listen.

Beslutningsprocesserne er herefter lagt til rette med henblik på at sikre den maksimale integration. Maskineriet kører med en ubønhørlig logik om at der skal lovgives, hvor der kan lovgives. Er der sten på vejen, må der køres udenom, eller de må ryddes af vejen, nu eller senere.

Der skal en kæmpe til at ændre denne EU-logik mere grundÄlæggende. Det ligner Sisyfos-arbejde, men hvis mange nok erkender behovet, kan tænkepause-debatten måske flytte lidt.