ARTIKLER


Polen advarer mod danske fagforeninger og politi

Polens ambassade forklarer på hjemmeside, hvordan polske firmaer kan undgå danske overenskomster.
Af Erling Böttcher
6. oktober 2005

Fagforeningerne er fjender, og dansk politi er sløve. Det er hvad polske firmaer og enkeltpersoner kan uddrage af den polske ambassades vejledning.

Fagforeningen Træ-Industri-Byg, TIB, har fået oversat, hvordan den polske ambassade vejleder firmaer og enkeltpersoner i reglerne for at arbejde i Danmark.

På hjemmesiden skriver den polske ambassade blandt andet:

»Forvent at danske fagforeninger forlanger/presser overenskomst på op til 150,- kr. pr. time plus tillæg. Det gør de på trods af, at vi (ambassaden) har oplysninger fra det danske beskæftigelsesministerium, der siger at udenlandske firmaer ikke er forpligtet til at underskrive overenskomst. Derfor kan kravet også bare afvises.«

Ambassaden instruerer endvidere i, hvad man skal gøre, hvis overenskomst-interesserede fagforeninger skulle dukke op for at blokere byggepladsen:

»Polske firmaer der afviser at underskrive overenskomst, kan risikere at blive blokeret. Hvis det sker, må fagforeningerne ikke blokere for de polske svendes adgang til byggepladsen, men de må gerne demonstrere på den anden side af gaden. Meld det til politiet hvis der bliver gener for arbejdet fra fagforeningerne side. Desværre viser det sig, at politiet ikke er ret gode til at fjerne fagforenings folk. Derimod dukker politiet tit op på byggepladser efter anmodning fra de danske faglige organisationer.«

TIB chokeret

»Vi er chokerede. Problemet er at mindstelønnen ifølge overens-komsten er 100 kr, mens den reelle timeløn er 145-165 kr – mindstelønnen er blot en sats der bruges i specielle tilfælde ved ventetid og lignende,« siger formanden for TIB i København, Palle Bisgaard.

»Nu kan vi bedre forstå at vi aldrig nogen sinde bliver kontaktet af polske firmaer, når de ligefrem vejledes i at undgå os.«

Oplysningerne er nu fjernet fra hjemmesiden, men ambassadens pressemedarbejder, Radek Krajewicz, siger til internetavisen euobserver.com at fjernelsen kun er midlertidig, og at oplys-ninger kommer uændret på igen:

»Vores information kommer fra det danske beskæftigelsesministerium og er fuldstændig korrekte,« siger han.

NOTAT har ikke inden redaktionens slutning kunnet få beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens kommentar.


Hullede EU-regler inviterer til løndumping

Arbejdsgivere omgår overens-komsterne med EU's udstationeringsdirektiv i hånden.

Der kommer næsten ingen arbejdere fra Polen eller andre af de nye EU-lande. Og af dem der kommer, sætter 95 % kryds i den rubrik, hvor man til myndighederne skal oplyse at der er tegnet overenskomst.

Det er nok ikke helt rigtigt. Der er stort set ikke tegnet overenskomst, for det kontrolleres ikke. Og de arbejdere, som kommer, nøjes blot med at være her i højst 3 måneder, og så en tur hjem igen. Det sker efter reglerne i EU's udstationeringsdirektiv, som ikke kræver nogen registrering, hvis f.eks. et polsk firma udstationerer medarbejder i op til 3 måneder.

Sådan tegnede repræ-sentanter fra fagforbundet Træ-Industri-Byg, TIB, og JuniBevægelsen billedet op ved et pressemøde fredag den 23.9.

Krav om forbedringer

JuniBevægelsen benyttede lejligheden til blandt andet at kræve udstatio-neringsdirektivet ændret, så arbejdskraft registreres fra dag 1 og ikke først efter 3 måneder. Jens-Peter Bonde fremhævede sit vragede forslag fra forfatnings-konventet om at lande med aftalebaseret arbejdsmarked må have en undtagelse fra EU's regler om ikke-forskelsbehandling for at kunne afkræve vandrende ar--bejds-kraft respekt for de danske overenskomster.

TIB-repræsentanterne krævede at overgangsreglerne skal omfatte information til politi og til fagforeningerne, og at beskæftigelsesministeren tager affære over for udenlandske myndigheder, som skal vejlede deres borgere i at arbej-de i Danmark, inspireret af aktuel sag med den polske ambassade i Danmark.