NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I Danmark er næsten alle enige om at nitrit ikke hører hjemme i økologiske fødevarer. Alligevel risikerer vi om et års tid at spise det kræftfarlige stof når vi tager en bid af den økologiske spegepølse. Det er nemlig EU, som afgør hvad der er økologisk i Danmark.
Økonomaforeningen kalder det udvanding af de danske økologiregler, og De Samvirkende Købmænd bryder sig ikke om det.
Økologerne er rasende, og politikerne er enige om at afvise det.
Faktisk er det kun Danske Slagterier og Dyrlægeforeningen, som ikke har nogen indvendinger mod at tillade nitrit og nitrat i økologiske fødevarer.
Derfor har der heller aldrig været tvivl om den officielle danske holdning.
»Princippet har været at stofferne skal være absolut uundværlige, og at de ikke må kompromittere økologibegrebet,« fortæller Helle Emsholm fra Fødevarestyrelsen.
Siden den første danske bekendtgørelse om økologiske fødevarer har der været 12 – og kun 12 - stoffer på listen over tilladte tilsætningsstoffer. De er udvalgt af økologerne selv, dengang organiseret i Landsforeningen for Økologisk Jordbrug (LØJ).
Denne liste var også det danske udspil da EU i september 2000 begyndte at udarbejde en liste over hvilke tilsætningsstoffer som skulle være tilladt i EU-landene.
Listen er bilag VI til den EU-forordning som blev vedtaget i 1999 om økologiske animalske fødevarer, dvs. mad, der stammer fra dyr. Fra 1991 til 1999 havde EU kun haft en forordning om økologiske vegetabilske fødevarer, dvs. mad der stammer fra planter.
Men trods en næsten enig dansk modstandsfront står Kommissionen fast på at der godt må tilsættes nitrit og nitrat til økologiske kødvarer.
Og trods ihærdige forsøg på at overtale og indgå kompromisser er det – indtil videre – ikke lykkedes de danske embedsmænd at overtale et flertal af de andre lande til at stemme imod Kommissionen.
Det betyder at inden for det næste års tid vil Kommissionen sandsynligvis godkende bilag VI til forordningen om økologiske animalske fødevarer. Dermed vil den sætte øko-stemplet på pølser og skinker der indeholder nitrit og nitrat.
Og når først bilag VI er vedtaget, er det lov i Danmark. Danske økologiske slagterier vil kunne tilsætte nitrit i deres varer – blot de skriver konserveringsmidler og anfører det relevante E-nummer på indpakningen. Og ethvert slagteri i Litauen, Italien eller Grækenland vil kunne eksportere kød til Danmark med nitrit i og sætte EU's økomærke på.
Nationale særregler er ikke særligt populære i Kommissionen, men selv hvis det skulle lykkedes for ministeren, vil de danske myndigheder kun kunne kræve nitritfri økovarer af danske producenter, ikke af udenlandske virksomheder som eksporterer til Danmark.
kalde det økologisk? EU-landene – og økologerne – er uenige.
»Økologiske fødevarer skal være ærlige og rene produkter,« siger Paul Holmbeck.
Det er de danske økologers grundsynspunkt, og det er hovedargumentet for at de under ingen omstændigheder ønsker at sætte øko-mærket på madvarer der indeholder nitrit eller nitrat.
Paul Holmbeck er direktør for Økologisk Landsforening som samler økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.
Landsforeningens holdning er også den officielle danske holdning i forhandlingerne om EU-regler på området, men til gengæld bliver Holmbeck modarbejdet af økologer i andre europæiske lande.
For det første bremser stofferne bakteriernes vækst i kødet. Især en bakterie, som kan føre til den dødelige sygdom pølseforgiftning.
For det andet giver nitritten spegepølsen den røde farve, dvs. den fungerer som madsminke.
Men allerede i forholdsvist små doser er nitrit giftigt. Det viser sig i form af rødme, blodtryksfald, hurtig puls, kvalme og hovedpine. I lidt større mængder kan nitrit forårsage iltmangel hos børn.
Et endnu større sundhedsproblem er kræftrisikoen. Nitrat omdannes til nitrit i kroppen, og nitrit er med til at danne nitrosaminer i kroppen der kan forårsage kræft i lever, nyrer, spiserør, mave og tarm.
De henviser til sundhedsrisikoen. Men først og fremmest afviser de stofferne fordi det strider mod grundtanken i økologi at fylde produkterne med tilsætningsstoffer.
»Hvis madvarer med nitrit får EU's øko-stempel, vil de så tvivl om hele økologi-begrebet,« siger Paul Holmbeck.
Andre mener at den røde farve er nødvendig for at kunne sælge de økologiske pølser.
»Forbrugerne er gennem århundreder blevet vænnet til den typisk røde farve og den bestemte smag i kød- og pølseprodukter,« skrev interesseorganisationen »Det Europæiske Kontor for Økologisk Producenter og Forarbejdningsindustri« sidste år til EU's Direktorat for Landbrug.
I brevet skrev de også:
»Særligt pølser, der bliver kogt, får en grå farve som forbrugerne forbinder med at være »for gammel« og »ikke egnet til føde«. Det vil være en stor forhindring for at sælge økologiske kød- og pølseprodukter uden nitrit og nitrat.«
Kontoret forudser et kraftigt tilbageskridt for udbredelsen af økologisk kød, hvis nitrit og nitrat bliver forbudt.
»Allerede for 30 år siden havde man udviklet metoder der gjorde nitrit overflødig set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Den eneste grund til at den konventionelle industri bruger nitrit i dag er farven og udseendet, og det synes jeg ikke er grund nok til at komme et kræftfremkaldende middel i maden,« siger Ulrich Kern-Hansen.
De danske økologer henviser også til at man stort set kan eliminere risikoen for pølseforgiftning ved at tilsætte salt til pålægsvarerne, og at giftstoffet kan uskadeliggøres ved kogning i mindst 10 minutter.
»Løsningen i Sydeuropa er ikke at fylde de økologiske varer med giftstoffer, men at forbedre hygiejnen, som vi har gjort i Danmark,« siger Paul Holmbeck.
»Og den med farven gider jeg simpelthen ikke høre på. Så må vi tage kampen op og ændre forbrugernes holdning.«
De danske økologer har hidtil haft fuld opbakning fra myndighederne, som oven i købet har argumenteret endnu skarpere over for de andre EU-lande og over for Kommissionen med argumentet: Hvis pølser ikke kan produceres og sælges uden tilsætningsstoffer, så skal man måske helt lade være med at markedsføre økologiske pølser.
Helle Emsholm hiver en ny bunke papirer ned fra en af de reoler der fylder hendes kontor i Fødevarestyrelsens bygning i Mørkhøj uden for København. Emsholm er bromatolog
Hun bladrer lidt i bunken, men opgiver og siger:
»Der er mange dokumenter, så det vil tage lidt tid at finde ud af, hvor mange EU-møder der har været i denne sag.«
Siden september 2000 har Helle Emsholm – og før hende Lene Breum Larsen – arbejdet med at sammensætte en liste over de tilsætningsstoffer som EU skal tillade i økologisk kød, mælk og æg. Med mellemrum er hun og kollegaerne rejst til Bruxelles for at forhandle med Kommissionen og de andre lande.
Så længe det er Helle Emsholm eller hendes embedsmandskolleger der tager til forhandlingsmøder i Bruxelles, er der ingen formelle krav om et direkte politisk mandat. Politikerne skal selv reagere på de notater der lander på deres skriveborde hvis de er utilfredse.
Kun et par gange har politikerne rørt på sig. I maj 2001 var der en folketingsdebat, under valgkampen fik forbruger- og familieministeren et par skarpe spørgsmål, og under en debat om Ø-mærket blev sagen nævnt. Men der blev aldrig stemt om sagen.
Er embedsmænd kvalificerede til at træffe den slags afgørelser? Har de politisk tæft?
Når det gælder dansk modstand mod nitrit og nitrat i den økologiske pølse, har de i hvert fald ramt rimeligt præcist.
Det viser denne beretning om Helle Emsholms og hendes kollegers arbejde. Den viser også hvordan EU-systemet skiftevis rykker og går i stå når medlemslandene ikke kan blive enige indbyrdes eller med Kommissionen.
Fra første færd er Fødevarestyrelsen, som på det tidspunkt hedder Fødevaredirektoratet, på mærkerne.
»Kommissionen skriver i slutningen af september 2000 til medlemslandene og spørger, hvem der vil indgå i et forberedende arbejdsudvalg,« fortæller Helle Emsholm.
»Danmark melder sig næsten altid. Vi kommer et skridt forud og får større indflydelse.«
Også Østrig, Storbritannien, Frankrig og Spanien melder sig. Udvalget skal tage de første skridt til at sammensætte listen over tilsætningsstoffer som EU skal tillade i økologiske animalske produkter, dvs. kødvarer, mejeriprodukter og ægprodukter.
Allerede på dette tidspunkt halter EU bagud. Da Ministerrådet et år tidligere, den 19. september 1999, vedtog en forordning om økologiske kødvarer, manglede der noget. Bilaget om tilsætningsstoffer var tomt. Den almindelige vurdering var at det ville tage lang tid at blive enige, og det kunne forordningen ikke vente på.
Det må vi udfylde senere, konkluderede Ministerrådet. Et år efter er forordningen trådt i kraft, og nu kan man ikke trække den længere.
Det er en meget omstændelig procedure der går i gang nu, med mange udkast, reaktioner på udkast og nye udkast. Men tempoet er sat op, og det lille arbejdsudvalg med dansk deltagelse mødes allerede i oktober 2000 for at studere indsendte lister over de stoffer der allerede er tilladt i medlemslandene.
Kommissionen udsender i november – på baggrund af udvalgets arbejde – det allerførste arbejdspapir, indeholder samtlige de tilsætningsstoffer som på det tidspunkt er tilladt i bare et af medlemslandene.
Blandt dem er en hel del som aldrig har været tilladt i Danmark, og et par af dem vækker stor modstand. Det er bl.a. nitrit og nitrat.
I Fødevaredirektoratet i Danmark er Lene Breum Larsen ikke i tvivl. Hverken hun eller hendes overordnede ser nogen grund til at spørge uden for huset.
Den danske politik ligger klar. Der skal så få tilsætningsstoffer i økologisk mad som muligt. Derfor er essensen af direktoratets bemærkninger: Vi mener kun at EU skal tillade de 12 stoffer fra den danske liste.
I slutningen af måneden får Fødevaredirektoratet et nyt arbejdspapir fra Kommissionen. Det forklarer hvad medlemslandene mener. Hvilke stoffer vil hvert enkelt land have med, hvilke ikke – og med hvilke begrundelser.
Men de 60-70 statslige styrelser, forskningsinstitutioner og organisationer får ikke Kommissionens arbejdspapir tilsendt, men kun selve listen over stofferne. Hvad de andre lande melder tilbage, er fortroligt.
»Llandene skal have mulighed for at skifte mening,« fortæller Helle Emsholm der her fem år senere dog godt vil afsløre at det ikke altid er strammer-Danmark mod slapper-lande.
»Nogle af de andre lande var imod et af de stoffer der er på den danske liste, natriumlactat,« fortæller hun.
Bortset fra Danske Slagterier, som kan acceptere samtlige foreslåede tilsætningsstoffer, og Dyrlægeforeningen, som ikke har noget imod nitrit og nitrat, er det kun advarende ord der i februar 2001 kommer tilbage fra organisationerne.
Kommissionen forsøger stadig at sikre at sagen skrider hurtigt frem. Da den lille arbejdsgruppe med dansk deltagelse samles den 20. februar, lægger Landbrugskommissærens økokontor et nyt dokument på bordet.
Denne gang har Kommissionen vurderet og sorteret og præsenterer for første gang sit eget forslag til hvad der skal stå på listen. Og nitrit og nitrat er med.
Også dette arbejdsdokument kommer i løbet af februar og marts en tur rundt om medlemslandene, bliver ændret lidt og atter engang sendt ud til de europæiske hovedstæder.
Men da marts-versionen af Kommissionens arbejdsdokument dukker op, beslutter man at det er på tide at orientere folketingspolitikerne. Og for at være på helt sikker grund sender direktoratet sit udkast til notat først til Fødevareministeriets departement og derefter til »specialudvalget for fødevare- og landbrugsspørgsmål i Europa«.
Specialudvalget er en lukket kreds af embedsmænd fra ministerier, direktorater og styrelser som på en eller anden måde kan være involveret i den slags spørgsmål.
»Her får vi mandat til at fortsætte forhandlingerne på det hidtidige grundlag,« fortæller Helle Emsholm.
»Men det betyder ikke at udvalgsmødet bare er en formalitet. Der foregår reelle diskussioner. F.eks. bliver der spurgt ind til vores afvisning af nitrit/nitrat og grænseværdien for sulfitter. Men det er normalt ikke andet end hvad vi kan tale os til rette om på mødet,« siger Helle Emsholm.
Ingen af politikerne reagerer, og den 28. marts og den 29. marts mødes embedsmænd fra samtlige EU-lande i arbejdsgruppen for at diskutere, hvilke tilsætningsstoffer EU skal tillade i økologiske animalske fødevarer. Det betyder at den lille fem-lande-gruppe er nedlagt.
Danmark møder op med krav til de andre lande. Hvis I vil have flere stoffer på listen, så må I dokumentere at de er absolut nødvendige, og at de ikke strider mod de økologiske principper.
Mens arbejdsgruppen holder møde i Bruxelles, rykker sagen for alvor ud af sagsbehandlerkontorerne og de ministerielle mødelokaler.
Den 29. marts 2001 kan man på forsiden af dagbladet Politiken læse overskriften »EU vil tillade nitrit i økovarer.« Med artiklen får befolkningen for første gang indblik i planerne om at tillade nitrit i økologisk fødevarer.
Mens arbejdet med at udarbejde en liste over tilladte tilsætningsstoffer er på vej ind i en meget stille periode i EU-systemet, så udløser artiklen hektisk politisk aktivitet i Danmark.
Europaudvalget beder fødevareminister Ritt Bjerregaard om en redegørelse for sagen. Den 15. maj sender ministeren sin seks sider lange redegørelse, og den 21. maj diskuterer hele Folketinget den.
»Her er væsentlighedskriteriet for længst overskredet,« siger han.
Keld Albrechtsen, Enhedslisten, som er ophavsmand til ideen om en folketingsdebat, forsvarer sig:
»Jeg synes at offentligheden bør have en klar melding om hvad partierne mener.«
Både De Radikale, Dansk Folkeparti og SF støtter Keld Albrechtsen i at en folketingsdebat er relevant.
Ingen forlanger at Danmark skal ændre holdning, og debatten kan med en vis ret kaldes et mandat til Fødevaredirektoratet om at fortsætte som hidtil. Men kun indirekte, for Folketinget stemmer ikke om det.
Og så går det hele i hårdknude i tre et halvt år.
Men der arbejdes på hårdknuden. Embedsmændene i Fødevaredirektoratet, som undervejs bliver til Fødevarestyrelsen, arbejder. Lige som deres kolleger i de andre lande. Og lige som medarbejderne på kontoret for økologisk landbrug i Generaldirektoratet for Landbrug.
De mødes, de diskuterer, de tager hjem, mødes igen, diskuterer om igen, men de kan ikke blive enige.
»Vi prøver at nå frem til enighed om et forslag,« fortæller Helle Emsholm som i mellemtiden har overtaget sagen.
»Nogle foreslår en lavere grænse for hvor meget nitrit og nitrat, der må være i fødevarerne og begrænsninger til visse produkter. De håber at det kan få andre til at opgive den totale afvisning.
Vi accepterer nogle gange stoffer som vi egentlig ikke ønsker med på listen, men som ikke er så problematiske som nitritten. På den måde kan vi måske få andre lande til at hjælpe os mod nitritten, og det kan måske gøre Kommissionen mere venligt stemt over for os.
Det er et spørgsmål om fingerspidsfornemmelse,« forklarer Helle Emsholm.
Men det er ikke kun et spørgsmål om hendes fingerspidsfornemmelse. Taktiske udspil og indrømmelser diskuterer hun først med sin kontorchef, og flere gange i løbet af de tre et halvt års forhandlinger er nye udspil også en tur omkring ministeriet.
I efteråret 2004 vurderer landbrugskommissærens økokontor at der er basis for at ske noget igen. Den 1. oktober modtager Helle Emsholm et nyt forslag. Nitrit og nitrat er stadig på listen sammen med 45 andre E-numre.
Danmark vil stadig stemme imod nitrit og nitrat, men notatet vurderer at »det forventes at der er et kvalificeret flertal for forslaget« i EU.
Ingen politikere protesterer mod 13. januar notatet, og det er derfor den linje Helle Emsholm fremlægger på et nyt komit»møde den 3. og 4. februar.
Mødet rykker intet:
»Vi har hørt hinandens meninger til hudløshed, men vi opridser dem atter engang, bl.a. fordi de nye medlemslande ikke har været med fra starten,« fortæller Helle Emsholm.
To dage før valget, den 6. februar, gentager hun i flere aviser at der nok er flertal for nitrit og nitrat og siger: »Vi bliver nødt til at acceptere beslutningen.«. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten reagerer prompte med et krav om at hun ikke giver op endnu.
Henriette Kjær når aldrig at overveje hvad hun skal gøre ved det. Tirsdag den 8. februar er der valg, og inden den nye regering er udpeget, trækker hun sig.
Da Anders Fogh den 18. februar præsenterer sin regering, hedder familie- og forbrugerministeren Lars Barfoed, og han får nitrit-sagen lige i hovedet. Dagen før udnævnelsen bringer Politiken et læserbrev fra en meget vigtig aktør i sagen, EU's landbrugskommissær.
Hun hedder Mariann Fischer Boel, og med sit indlæg gør hun sit til at fjerne enhver ide om at hun repræsenterer danske interesser i Kommissionen. Hendes indlæg er et helhjertet forsvar for at tillade nitrit og nitrat i økologiske madvarer.
Ganske vist forklarer den danske landbrugskommissær i et svar den 17. marts at det er »et omhyggeligt udarbejdet kompromis«. Men hun åbner samtidig op for at udskyde beslutningen.
Redningsplanken er et andet forhandlingsforløb hvor EU er ved at fastsætte nye grænseværdier for nitrit og nitrat i ikke-økologiske fødevarer. Mariann Fischer Boel foreslår at man venter på dette resultat, og den 18. marts følger økologi-komiteen opfordringen og lader være med at stemme om forslaget.
Siden 18. marts i år har sagen ligget død i EU-systemet. Den pause har familie- og forbrugerministeren forsøgt at udnytte.
I juni tager han sagen op på et møde med Mariann Fischer Boel som råder ham til at anlægge en mere pragmatisk vinkel på sagen.
I juli lyder meldingen fra landbrugskommissæren at sagen vil komme op på et møde i september. Det sker ikke.
Derfor hedder Kommissionens udspil den dag i dag »arbejdspapirer« og ikke forslag.
I skrivende stund oplyser Landbrugsdirektoratet i EU at sagen er sat på dagsordenen på et møde i økologikomiteen den 30. november og 1. december.
Her vil den danske repræsentant igen forklare at Danmark ikke vil have nitrit og nitrat på listen, og Helle Emsholm er nu lidt mere optimistisk end notatet fra januar:
»Mange lande har endnu ikke meldt klart ud om det seneste udkast. Vi ved ikke om der er kvalificeret flertal for at tillade nitrit og nitrat,« siger hun.
»Jeg vil ikke udelukke en dansk enegang. Vi skal være meget forsigtige med at bryde EU-regler, men det her handler om forbrugerbeskyttelse. Det kan være en sag hvor vi må tage konflikten,« siger hun til NOTAT.