NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det er EPP’s formand, den tidligere belgiske premierminister Wilfried Martens åben for.
»De accepterer vores program, så det er åbenlyst at vi kan samarbejde,« sagde Martens til avisen European Voice i oktober.
EPP er mest kendt som kristendemokraterne i europæiske sammenhæng. EPP udgør sammen med de britiske konservative og danske Gitte Seeberg (K) partigruppen EPP-DE med 268 pladser i EU-parlamentet.
EPP-DE er dermed den største af de syv partigrupper.
Hvor moderat eller hvor islamisk partiet er findes der mange meninger om – også i Tyrkiet.
Fra dele af den tyrkiske venstrefløj kan man høre advarsler om at AKP’s skjulte dagsorden skulle være helt på linje med, hvad for eksempel Dansk Folkeparti siger og mener.
Partiformanden, statsminister Recep Tayyip Erdogan omtaler selv AKP som et ”borgerligt konservativt parti, baseret på etiske værdier”.
For AKP er kontaktforsøgene til EPP et led i bestræbelserne på at få Tyrkiet optaget i EU, blandt andet fordi EPP indeholder nogle af de mest indædte Tyrkiet-modstandere i Parlamentet.
Men der findes også andre berøringspunkter på trods af de forskellige trosretninger, eller måske lige frem på grund af dem.
Det kan illustreres af en udtalelse fra den nu forhenværende italienske kommissærkandidat Rocco Buttiglione.
Den italiensk kristendemokrat Buttiglione, som blev pebet ud af Kommissionen for at være alt for katolsk i sine holdninger, har blandt andet sagt:
»Der skal bygges en bro mellem tradition og modernitet. I lande som Italien og Tyskland er det sket ved Kristendemokraterne og i Tyrkiet ville AKP kunne få den rolle.«
Her er det ikke nødvendigvis religionen, eller højre-venstre linjer som skiller vandene.
I forhold til Irak står på den ene side den katolske pave Karol Wojtala, hans politiske rådgivere Rocco Buttiglione, og en samlet tyrkisk opinion inklusive AKP.
På den anden side finder man George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen.