NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
David Gress er B.A. i klassisk filologi fra Cambridge Universitet og Ph.D. fra Bryn Mawr College. Han er født 1953. David Gress er medstifter af og tilknyttet forsker på den borgerligt-liberale tænketank CEPOS.
Havde nogen sagt til David Gress i 1972 at han en dag ville stemme nej ved en EU-folkeafstemning, ville de være blevet mødt med hovedrysten og kraftig tilbagevisning. Men et nej-kryds var faktisk, hvad David Gress havde planlagt at gøre bag forhænget tirsdag den 27. september - hvis ellers der stadig var blevet holdt afstemning om EU-forfatningen den dag.
Ganske vist havde David Gress ikke stemmeret i 1972, men han agiterede for et ja, fuld af fortrøstning over at EF ville blive, hvad han forventede: Et frit marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og mennesker.
Sådan gik det ikke, og sådan blev skepsis vakt:
»Jeg har i mange år undret mig over, hvor det EU blev af, som jeg troede vi skulle have. Men i dag har vi stadig nationale skattesystemer, det er stadig svært at tage en uddannelse i Italien, der er stadig alt for mange bureaukratiske forhindringer for markedet,« siger David Gress.
Når udenrigsminister Per Stig Møller siger at forfatningen ikke betyder så meget, men at den samtidig er strengt nødvendig, så bliver jeg mistænksom. Hvorfor skal vi så have den?
Hvorfor skal vi så have endnu en traktat, når alle de andre ikke har kunnet udrette, hvad de skulle.
Jeg er ikke anti EU, men måske er EU et historisk fænomen, hvis rolle er ved at være udspillet - måske skal vi simpelt hen i gang med at tænke nyt,« siger David Gress, hvis ønske er et marked uden for megen statslig indblanding:
»Når franske politikere siger vi skal have mere union på det sociale område, siger jeg; vi har allerede alt for meget.
Det er dels landbrugsstøtten, som burde være afskaffet for 30 år siden, og så er det forestillingen om at det fremmer beskæftigelse og udvikling at man laver EU-normer, ligestillingsregler og arbejdstidsregler og så videre. Det er lige det, EU ikke bør lave. Det er jo hindringer. EU skal ikke bestemme, hvor meget vi må arbejde eller hvor meget vi skal have i løn.«
»Nationalstaten er for mig det sted, hvor demokratiet eksisterer. Jeg har svært ved at forestille mig et EU som en demokratisk stat. For mig at se kræver demokrati at der er en geografisk, geopolitisk disciplineret stat og et statsfolk.
Jeg har svært ved at se at mere magt til EU-parlamentet er andet end en blindgyde. Folk interesserer sig notorisk ikke for EU. Ville folk brænde for EU? Ville folk dø for EU? Nej. Nationalstaten er der hvor man hører hjemme.
Men derimod kan man godt føle sig som europæer, men det er på en anden måde
Jeg har svært ved at se at der skulle være et statsfolk i EU, selv om især tyskerne gerne vil tale om det.«
Meningsmålingerne har også godtgjort at der findes nogle mennesker, vist omkring 10 procent, som virkelig tror på at EU kan blive en slags stat, altså at man kan få et slags europæisk folk - fordi det er de selv.
Mit argument er at det er udemokratisk. Disse 10 pct. repræsenterer ikke resten, selv om de siger at de gør. Det er tydeligt at der er et vældigt misforhold mellem vælgerbefolkningen og den europæiske klasse - som kuriøst nok også omfatter de fleste af de nationale parlamentarikere.
Jeg synes det er betænkeligt og også uhåndterbart, både praktisk og moralsk, at man overhovedet har den idé at man kan lave et EU-folk og en EU-stat.
Vittige hoveder har engang kaldt EU for »Servietunionen« med tydeligt link til Sovjetunionen. Er der i Bruxelles opstået en ny nomenklatura?
Min udmærkede kollega Bent Jensen har jo ofte udtalt at han synes EU smager for meget af Sovjet - på en måde absurd, for der er dog ingen fangelejre i EU. Men der er helt klart rigtige meninger.
Det er tydeligt hvis man vil ind i varmen og have del i uddelingen af midler, så skal man tænke på en anden måde end jeg gør. Der ligger en forventning om at man går ind for projektet og netop fordi disse krav er så valne og så uldne, synes jeg at der er en grad af sandhed i Sovjet-analogien, fordi vi har uskrevne regler: Man skal tale på en særlig måde, kende de rigtige mennesker, skrive det rigtige bureaukratsprog i ansøgningerne.
Sådan er det i øvrigt i alle systemer. Men man har skabt et ekstra lag af det i EU - fordi vi har et stort system med mange penge. Så skaber man en fiktiv verden af generaler, kommandører, Jean Monnet professorer osv., alle med medlemskab i sagen.
Men Europa er mangfoldigheden. Europa er netop ikke det samme i Firenze som i København. Hvis EU har det så svært med det rigtige Europa, altså med Europas historie, så er det en fiktion.
Men man siger jo selv i forfatningen at mottoet skal være »forenet i mangfoldighed«?
Ja, det lyder meget sovjetisk. Det er ligesom Stalins forfatning fra 1936 om frie valg osv.. For det første er det et uforpligtende og dermed meningsløst udsagn. For det andet mener de det jo ikke.
Hvis Danmark i morgen sagde »vi gider overhovedet ikke dét direktiv«, så ville der være opstandelse. I praksis er det ikke mangfoldighed, men ensretning, vi taler om. Det er spil for galleriet. Tom snak.
Hvis det var rigtigt, kunne man gå ind for det?
Jeg bliver arrig når sådan nogle ord bruges, og man ikke mener det. Så burde de holde deres kæft i stedet for at begynde at lyve folk op i ansigtet. Det er at fornærme det folk man siger at man repræsenterer.
Den rigtige mangfoldighed er der jo ikke. Da østrigerne stemte på Jörg Haider fik de at vide at det må de ikke. Det var jo topmålet af arrogance at EU-lederne begyndte at blande sig i det. Hvis de endelig mente at det var farligt at Haider fik stemmer, så var det sidste de skulle gøre at agere formyndere.
Det et tankepoliti, som jeg som gammel koldkriger synes er farligt, provokerende og virkeligt oprørende. Det var ikke Europas bedste stund.
Hvad der er nationalt kan EU ikke bruge, illustreret ved de der kedelige EU-pengesedler som det mest tanketomme. Med illustrationer som ikke må genkendes, fordi de ikke må forestille noget nationalt.
Hvad gør man så? Man vælger noget negativt, nazisme, holocaust, og Auschwitz. Man kan samles om at være imod noget, i stedet for at samles om at være demokrater. Det er en meget primitiv tankegang, men skyldes at det er så svært at finde noget at bruge.
Det er det helt klart. Men når nogen siger EU skal være en stormagt og hamle op med USA og med Kina, og selvfølgelig have en slagkraftig hær og udenrigspolitisk myndighed, siger jeg: Lad os snakke om det. Det er ikke sikkert, jeg ville være begejstret, men jeg kan forstå tanken.
Men hvem er vore modstandere? Er det islam? Nej, det kan man ikke sige. Hvor er vore grænser? Det ved vi heller ikke.
Og så længe vi hverken kan finde ud af hvem truslen udgør eller hvor vore grænser går, kan man godt opgive snakken om EU som stormagt, så er det bare pjat.
Enhver stat må definere sig i forhold til de andre, imod sine trusler og med sine grænser. Jeg vil ikke sige at nogen gør dette særlig godt, heller ikke USA, men det er blot betingelsen for eksistensen som stat.
»Jeg vil sige til dem: Drop det. EU bliver ikke den stat, som I drømmer om. Og hvis det ikke er det I vil, så er det buldersnak. Men vi har så mange traktater allerede, så min drøm ville være en ny forenklet og meget kort traktat«.
Kræver det virkelige så mange ord, der afspejler sin egen trang til at gøre sig vigtig?.
Jeg kunne godt tænke mig et nyt konvent, måske med folk der ikke er politikere, men måske ved noget om forfatninger. Prøv at lave en forfatning som virkelig siger noget om hvad Europa er - men lader være at blande sig i titusindvis af detaljer. Den nuværende har været en blindgyde. Jeg er bange for at et nyt forsøg på samme måde vil blive lige så uspiselig.
Som det allervigtigste skal en ny traktat understrege at EU ikke erstatter nationalstaterne og ikke illudere at være et bedre demokrati end nationalstaterne.