ARTIKLER


LO og EU-kommissær afviser ja-argument

EU-kommissær afviser, at forfatningen er nødvendig for at gennemføre østudvidelsen, og undergraver vigtigt Ja-argument. Kampagneavis fra dansk LO giver ham ret.
Af Michael Voss
14. maj 2005

Det var usædvanlig klar tale, som udvidelseskommissær Olli Rehn leverede til Ritzaus Bureau fredag den 29. april: EU's forfatningstraktat har intet med østudvidelsen at gøre.

Rehn forklarede til Ritzaus journalist, at optagelsen af de 10 øst- og centraleuropæiske lande blev sat i værk for et år siden og kører på skinner nu. ”De to ting hænger ikke sammen,” sagde Rehn flere gange under interviewet.

Dermed undergravede han et af tilhængernes mest brugte argumenter for forfatningen, nemlig at den er nødvendig for at få de nye lande godt ind i EU. Det er der nok nogle, der har hvisket ham i øret, for få timer efter interviewet udsendte EU-Kommissionen en pressemeddelelse, hvor Olli Rehn gerne ville ”præcisere”.

Præciseringen var nu ikke særlig. præcis. I stedet for østudvidelsen talte Rehn nu om at forfatningen og ”fremtidige udvidelser af EU” er to forskellige ting.

Derudover udtalte han, at ”forfatningstraktaten er et led i den anden grundlæggelse af Europa, som har stået på siden 1989 indtil østudvidelsen i 2004, og hvor uddybning og udvidelse af samarbejdet går hånd i hånd. Der er behov for forfatningstraktaten i dagens Europa for at gøre EU mere effektivt og demokratisk.”

Tilbage står den kendsgerning, at ”de to ting” – forfatningen og østudvidelsen – ”hænger ikke sammen” ifølge EU’s udvidelseskommissær.

LO enig med kommissæren

Samme vurdering af dansk LO. Den 10. maj udsendte LO en kampagneavis, som skal få medlemmerne til at stemme Ja til forfatningen. ”EU-traktaten og lønmodtagerne” kalder de avisen, som indgik i dagens udgave af metroXpress.

I avisen kan man bl.a. læse følgende: ”På tilsvarende måde har udvidelsen af EU med de central- og østeuropæiske lande intet at gøre med forfatningstraktaten.”