ARTIKLER


Kræv ændring af skamløst EU-nævn

EU-nævnets favorisering af EU-tilhængerne er skamløs og bør føre til, at nævnets sammensætning ændres, siges det i kommentaren.
Af Erling Böttcher
27. maj 2005

Så skete det, som de EU-begejstrede medlemmer af EU-nævnet hårdnakket har hævdet ikke ville ske. Nemlig en grov forfordeling af oplysningspenge til fordel for de to EU-glade organisationer Nyt Europa og Europabevægelsen.

Alle andre ansøgninger til den såkaldte organisationspulje blev fejet af banen. Det gælder de EU-kritiske organisationer Udfordring Europa, Socialister mod Traktaten, Oplysningsforbundet Demokrati i Europa, Nødvendigt Forum og Fagbevægelsen mod Union. Samt en enkelt EU-positiv organisation, Europa 2000, som til gengæld scorer ikke mindre end 260.000 til sin sommerkampagne.

Metoderne er opsigtsvækkende: Med ultrakorte frister, nye selvvalgte kriterier helt frem til målstregen og andre bureaukratisk-administrative forhindringer, der skulle holde andre end de to EU-glade organisationer fra fadet i de kommende tre år.

Det er skamløst og burde være uhørt. Hvor ellers kan medlemmer af diverse organisationer sidde og bevilge offentlige skattepenge til sig selv?

Det er godt at ombudsmanden nu er gået ind i sagen, efter klage fra Socialister mod Traktaten.

Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs har begået en fejl med denne sammensætning. Når et bredt udsnit af nej-talspersoner fredag den 27. maj møder op for at protestere over for Folketingets Europaudvalg, må de kræve ændringer - her og nu, således at der kan skabes demokratiske tilstande om oplysningspengene. Set i lyset af at der ved folkeafstemningen den 27. september kun er to svarmuligheder, ja eller nej, må man enten gå efter en mere ligelig fordeling af ja- og nej-sigere i Nævnet, eller indføre den svenske model, hvor oplysningspengene fordeles til de to synspunkter, som så hver især må dele dem internt.