NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
To fremtrædende kirkelige debattører fremlægger her for og imod.
Sognepræst i Boholte sogn ved Køge, Helge Rørtoft-Madsen, finder tungtvejende grunde til at sige nej til forfatningen udfra en luthersk tradition og kirke- og kristendomsopfattelse. En helt anden holdning har Simon Kangas Larsen, som er dansk medlem af centralkomiteen i KEK (Kirkernes Europæiske Konference). Han finder kirkernes indtog i EU rigtigt og perspektivrigt.
Ved en kommende folkeafstemning om Unions-forfatningen skal vi – blandt meget andet – tage stilling til, om vi vil sige ja til EU’s enhedsbestræbelser mellem de forskellige kirker i Europa. Og vi skal tage stilling til EU-forfatningens nye, kirkelige bestemmelse (artikel 1-52.3), der juridisk etablerer en overstatslig, forpligtende platform for EU’s involvering i kirkelige forhold.
Folkekirken i Danmark vil uundgåeligt blive draget ind under Unionens foretagsomhed, hvis EU-forfatningen endeligt vedtages af befolkningerne.
Den romersk-katolske kirke har i århundreder drømt om en ny europæisk enhed med kirken som central instans og øjner muligheden via EU. Og i en del år har ivrige økumenikere trukket i samme retning.
Men er det den vej, folkekirkens medlemmer ønsker?
• Det europæiske kirkecharter, Charta Økumenica, forpligter de katolske og protestantiske kirker. Ifølge KEK1, som selv mener at repræsentere folkekirken, er charteret et bidrag til EU-integrationen. Heldigvis har ingen på folkekirkens vegne kunnet tiltræde charteret.
• Vi ser gejstlige toppersoner stå frem som kirkelige propagandister for EU. I debatten om EU’s såkaldte »værdigrundlag« lanceres EU-politiske »værdier« som »kristne værdier«. Dog uden at det fremgår, hvordan »værdierne« kan have bibelsk belæg i Jesu person og forkyndelse . I kirkelige kredse bruges EU-»værdierne« ikke desto mindre som mantra til overbevisning om EU som et universelt gode.
• Ikke overraskende uddeler EU-kommissionen penge til religiøse og kirkelige aktiviteter, der er til gunst for EU’s politik om en »fælles-europæisk identitet«. KEK – der har Folkekirken som medlem – har villigt ladet sig involvere og medvirker aktivt til at fordele EU-penge til kirkelige organisationer, også danske.
• Fra start til slut har COMECE2 og KEK arbejdet med på Unions-forfatningen. Vatikanets ideologiske forsøg på at gøre EU til en »kristelig union« ved henvisning til Gud i forfatningsteksten viser, hvad endemålet med enhedsbestræbelserne er.
Det er en meget bekymrende tendens og udvikling, som der må advares imod. Vi kender skræmmende fortilfælde, hvor kirken korrumperede sig selv ved at dens elite gjorde sig til den herskende magts rygklappere og ideologiske medløbere. Kan det være målet med en fri evangelisk kirke?
Den EU-forfatning, vi skal stemme ja eller nej til, skaber et overnationalt grundlag for en europæisk kirke- og religionspolitik i EU. Forfatningen har ganske vist en artikel (II-70) om religionsfrihed og siger at EU respekterer kirkers status i henhold til national lovgivning (I-52.1). Men artiklen skal forstås i sammenhæng med hele EU-forfatningen. Og den fastslår udtrykkeligt: – at EU-retten står over selv Grundloven (I-6) – at forbudet mod forskelsbehandling også gælder »religion eller tro« (II-81) – samt at Ministerrådet får enevældig magt til med enstemmighed at udvide området for EU-forfatningen uden at skulle spørge befolkningerne (IV-444). EU-forfatningen giver altså ikke nogen klar eller endegyldig afgrænsning af Unionens kompetence i forhold til kirker og trossamfund. Derimod indfører den mulighed for at bruge EU’s dynamiske lovgivning til at regulere også på kirkernes område.
Den kirkelige gummiparagraf åbner for uforudsigelige muligheder for et samspil mellem kirkelige og politiske eliter i Europa. De nationale kirker vil med største sandsynlighed blive »repræsenteret« af paraplyorganisationer med lobbyister i Bruxelles, ukendte af menigheder og lægfolk. Med Unions-forfatningen står folkekirken derfor i et dilemma: selv om ingen kan repræsentere folkekirken udadtil, bliver den alligevel reelt repræsenteret i EU af KEK. Til trods for at KEK intet mandat har og heller ikke kan drages til ansvar ved noget demokratisk valg.
EU-forfatningen er blevet til i en lukket, centralstyret proces. Kun kirkelige topfolk er kommet til orde i forfatningskonventet ved koordinering af deres forslag. Men hvad mener det kirkelige lægfolk – de mange, der samlet i Jesu navn er den kristne kirke?
Ved den forestående folkeafstemning får vi kun chance for at stemme om en Unions-forfatning, der baner vejen for kirkelig EU-integrationisme. Hvert eneste medlem af Den danske Folkekirke har derfor gennem sit ja eller nej en vigtig stemme i spørgsmålet om, hvordan vejen skal forme sig for kirkens danske og europæiske fremtid.
EU-forfatningen giver altså ikke nogen klar eller endegyldig afgrænsning af Unionens kompetence i forhold til kirker og trossamfund
Historiebøgernes kapitler om EU skal revideres, efter de seneste måneder og års begivenheder. Særligt får den historiske udvidelse med 10 nye medlemslande og en kommende EU-forfatning afgørende betydning. Det nye EU’s muligheder er udfordringer for det brede europæiske civile samfund og dermed også for Europas kirker. Nye emner kommer på dagsordenen som er interessante set med kirkelige øjne. Markant er det f.eks. kommet til syne i diskussionen, om Gud og/eller kristendommen skal nævnes i den nye EU-forfatning. Det spørgsmål er i de seneste år til stadighed og med stadig større intensitet dukket op på den politiske dagsorden og i overskrifterne i Europas medier.
Men også en række andre udfordringer har de seneste år trængt sig på for kirkerne i relation til EU. Det er sket i takt med at EU’s lovgivning får indvirkning på stadigt flere forskellige felter. EU er ikke længere bare en økonomisk samhandelsorganisation, et toldfællesskab eller en organisation der skal bestemme formen på agurker. EU er et fællesskab af nationer der bygger på nogle grundlæggende fælles værdier. Det bliver tydeligt, når politikerne kommer ind på lovgivning der handler om bioetik, miljøpolitik, menneskerettigheder, religionsfrihed, den europæiske integrationsproces og en lang række andre felter. Så kan resultatet ikke længere gøres op i økonomiske samhandelsregler, da nogle mere grundlæggende menneskelige værdier er på spil. Denne udvikling er en udfordring for Europas kirker – og dermed også kirkerne i Danmark. Vi er i kirkerne udfordret til at give vores besyv med i at forholde os til Europas værdigrundlag.
Der er tætte kulturelle, kirkelige og religiøse bånd mellem EU og kirkerne – bånd der i disse år er blevet tydeligere i lyset af murens fald, diskussionen om en ny forfatning og EU’s udvidelse. For lige som Europas folk og nationer bliver samlet, bliver Europas kirker det også. Især for KEK er foreningen glædelig, da organisationerne er et barn af den kolde krigs adskillelse af folk og nationer. Organisationen blev startet i 1959 i Danmark med det formål at holde kontakten med kirkerne på begge sider af jerntæppet. I dag efter murens fald har arbejdsopgaverne ændret sig væsentligt og KEK har været og er i en omstillingsproces for at finde sine nye arbejdsområder og former. Ganske parallelt med den omstillingsproces som EU er i. For en økumenisk organisation som KEK er samarbejdet med EU meget udfordrende. Det er en balanceakt at navigere i spændingen mellem det politiske, det teologiske og det kirkelige.
• Dels spørgsmålet om, hvilke værdier kirkerne har til fælles? Det er et stort og svært spørgsmål, som konstant er på dagsordenen i den økumeniske debat.
• Dels er der faren for at kirkerne får en legitimerende funktion i forhold til EU’s lovgivning. Det skal ikke være sådan at kirkens opgave i forhold til EU bliver at blåstemple politikernes bestemmelser. Tværtimod må det handle om en konstruktiv og opmærksom dialog med plads til både med- og modspil.
• Og dels er der det praktiske spørgsmål om, hvordan KEK og kirkerne i Europa i det hele taget organiserer sig i forhold til EU.
En lang række andre udfordringer venter forud for EU de kommende år, senest understreget af et EU-parlamentsvalg, hvor borgerne i 10 nye lande for første gang stemte europæisk. Det bliver udfordringer, som vi i de danske kirker selv og via f.eks. KEK skal tage op, da både kirkerne og EU er en del af det samme civile samfund.
Artikel I-6: EU-retten
Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.
Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
Artikel II-70
1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
EU respekterer deres status under national lov. (Forfatningen tillader ikke forskelsbehandling)
1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.
3. Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.
1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.