Ja til Tyrkiet

Tyrkiet som medlem i det EU, som de integrationsivrige skaber, illustreret af Unions traktaterne og den foreslåede EU-forfatning, vil være en ulykke. Problembarnet er dog ikke Tyrkiet. Problembarnet er Unionen.

Man kan f.eks. ikke forestille sig et EU inklusive Tyrkiet, Ukraine, Hviderusland og Balkan med Schengen-regler om fri passage over ukontrollerede grænser. Man kan ikke forestille sig et sådant EU med en fælles mønt og fælles økonomisk politik. Ej heller med fælles harmoniseret strafferet og fælles forsvars- og udenrigspolitik for 35 lande.

Tilsyneladende er det sådan, de mere betingelsesløse fortalere for tyrkisk medlemskab, forestiller sig det. Det er en illusion. En så stærkt centraliseret og harmoniseret Union kan ikke samtidig gøre krav på at være det europæiske samarbejde.

Vi må vælge. Vil vi have et løsere samarbejde, hvor EU først og fremmest dropper musketérprincippet om at alle lande absolut skal være med i alt? Eller vil vi fortsætte ad nuværende spor og med forfatningen fortsætte statsdannelsen?

Den sidste model ekskluderer Tyrkiet med flere, den første model giver chancen for et al-europæisk samarbejde, inklusive også Ukraine, Hviderusland og Balkan.

Den sidste model er så langt at foretrække. Ikke kun vil mange vælgere i det gamle EU juble over mindre styring fra Bruxelles, men vi vil skabe håb, udvikling og sikkerhed i naboregionerne, frem for det had og skuffelse, der vil komme ud af kolde afvisninger. Derfor må vi gå til kamp for et samarbej-de alle kan være med i, hvis de vil.

Læg mærke til fremtrædende Tyrkiet-modstandere som den tyske kansler-kandidat Merkel. I hver bisætning kommer bemærkningen og bekymringen om at det vil skade EU-integrationen. Vi må sige ja tak. Hvis medlemskab til Tyrkiet vil medvirke til at svække magten i Bruxelles, er der endnu mere grund til at hilse Tyrkiet velkommen i EU.