ARTIKLER


Italien vil standse indførsel fra Kina

Siden nytår har Kina frit kunne sælge tekstilprodukter til EU uden at få pålagt kvoter. Det har fået en række lande med Italien i spidsen til at kræve kvoterne genindført.
Af Sven Skovmand
1. april 2005

For ti år siden vedtog WTO, at alle kvoter på indførsel af varer skal ophøre pr. 1. januar 2005. Denne beslutning har allerede nu ført til en kraftig vækst i indførslen af billige varer fra først og fremmest Kina, skriver Financial Times 10.3.2005

Indførslen er en trussel mod tekstilindustrien i en række syd- og østeuropæiske lande, hvor arbejdslønnen er for høj til, at man kan klare sig i konkurrencen.

Under ledelse af Italien kræver disse lande nu, at man genindfører kvoter over for indførsel af tekstiler fra Kina.

Kommissionen har dog sagt nej til at foretage sig noget, før man har sikre tal for samhandelen med Kina.

Under alle omstændigheder kommer forbrugerne nok til at regne med en forhøjelse af priserne på de kinesiske varer.

Kineserne overvejer nemlig at indføre en eksportafgift på deres tekstilvarer. Det vil gøre det lettere for dem at undgå beskyttelsesforanstaltninger, samtidig med at den kinesiske stat får ekstra indtægter.