ARTIKLER


Holland: Skarp kritik af statslig pengekasse til ja-siden

Regeringen har afsat 11 millioner kroner til at hjælpe ja-siden i slutspurten før folkeafstemningen om EU-forfatningen, som der endnu ikke er dato på.
Af Mark Beunderman, euobserver.com
8. februar 2005

Den hollandske regering er kommet under skarp kritik, efter at det er kommet frem at den har afsat godt 11 millioner kroner til kampen mod Nej-kampagnen i folkeafstemningen om EU-forfatningen.

Den 27. januar kom det frem at den hollandske regering havde lagt penge til side for det tilfælde at Nej-kampagnen skulle få medvind i valgkampen op til folkeafstemningen i maj.

Beløbet på 11 millioner kroner skal lægges oveni de 7,4 millioner kroner, som som statskassen officielt betaler til kampagnen, og som skal deles ligeligt mellem ja- og nej-siden.

Nej til statspropaganda

Bert Koenders, der er medlem af det hollandske parlament for det socialdemokratiske oppositionsparti PVDA, siger ifølge det hollandske dagblad De Volkskrant: "Regeringen har ganske rigtigt lov til at fremme sit Ja-synspunkt. Men den må ikke drive statspropaganda for skatteydernes penge for at imødegå en vellykket Nej-kampagne."

Et flertal af partier i parlamentet deler PVDAs synspunkt: At ingen af kampagnerne må få positiv særbehandling af regeringen.

Men Hans van Baalen, der er ordfører for VVD, et centrum-højre-parti i regeringskoalitionen, siger:

"Hvis Nej-kampagnen køber en masse reklametid i TV, må regeringen have mulighed for at reagere."

Meningsmålinger er modsigende

Ifølge en ny Eurobarometer-måling, der er foretaget for EU-kommissionen, går 63 % af hollænderne ind for den nye EU-forfatning, og kun 11 % er imod. Kun i Italien (72%) og Belgien (70%) er der højere tilslutning til EU-forfatningen, fremgår det af Eurobarometers måling.

Men i sidste uge kom der en meningsmåling med et helt andet billede. Den er foretaget af Maurice de Hond, en anerkendt valgforsker, for det statslige hollandske TV.

Ifølge denne måling står ja- og nej-siden i spørgsmålet om EU-forfatningen stort set lige:

31% af de hollandske vælgere ville sige ja til den EU-forfatningen, mens 34% ville afvise den.

De Hand forudsiger at 44 % af de hollandske vælgere vil stemme ved folkeafstemningen om EU-Forfatningen, som bliver den første landsdækkende folkeafstemning i landets historie.

(Oversat af Luise Hemmer Pihl)