ARTIKLER


Grotesk jurist-hexerei

Justitsministeriets behandling af sagen om indførelsen af EU-straffe er af en ganske særlig kreativ art, siges det i kommentaren.
Af Erling B
31. oktober 2005

Justitsministeriet er befolket med jurister af en særlig kreativ type. I hvert fald hvad angår dem, der bliver sat til at skrive notater og forklaringer om forholdet mellem Danmark og EU, mellem Grundloven og EU-retten.

Talrige er de krumspring, vi igennem årene har været vidne til, når Justitsministeriet har skullet bortforklare EU’s tiltagende herredømme over nationale anliggender. Et af de mere underholdende krumspring var forud for euro-afstem-ningen for fem år siden, da ministeriet skulle forklare hvordan Grundlovens paragraf 26 – at pengeudstedelsen i Danmark ligger hos regeringen – kan forenes med at overlade penge-udstedelsen til eurobanken i Frankfurt. Her konstaterede de kreative jurister at der i Grundlovens gammeldags sprog jo står »Kongen har ret til at lade slå mønt«, og da der således tales om mønter kan euro i »sedler« ikke være noget problem! Keine Hexerei – nur Behändigkeit.

I nyeste notat om forholdet mellem EU og Danmark er der ikke kun tale om Behändigkeit, men om Hexerei. De mini-sterielle embedsmænd har til opgave at skrive sig frem til det mest uproblematiske for deres ministre. Her har opgaven med den vidtrækkende strafferetsdom, som er omtalt på forsiden, tilsyneladende været så svær at man er nødt til at markedsføre påstanden om at det hele tiden har været sådan at EU har haft strafferet på alle områder. Selv om du som vælger ikke kunne vide det, ved du altså nu: Allerede i 1972, 1986, 1993 og 1998 stemte danskerne ja til fælles strafferet på hvert et område, som blev omfattet af EF/EU!

Justitsministeriet skuffer ikke forventningerne om kreative stunts. Det er pinligt at ministeriets vurderinger om suverænitetsafgivelse og EU er ubrugelige. Og det skriger på kritiske og uvildige vurderinger.