ARTIKLER


Følsomme transporter

EU-Kommissionen siger, at den danske regerings krav om bedre vilkår for dyr under transport er i strid med EU's regler.
Af Sven Skovmand
10. december 2005

Ifølge Jyllands-Posten fra 30.11.2005 har EU-kommissionen allerede i marts 2005 meddelt den danske regering at det planlagte indgreb over for dyretransporterne vil være i strid med EU’s regler, fordi bestemmelserne for dyretransporter skal være ens i alle EU-lande.

Men den danske regering har blæst på disse advarsler, siger direktør i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Hans Aarestrup, forarget. Han mener at det skyldes at »dyretransporter er et følsomt område, der optager mange vælgere«.

Direktør Aarestrup har utvivlsomt ret. Rigtig mange mennesker er forarget over den svinske måde, som vores husdyr bliver behandlet på. Derfor skal man nok ikke tro at Kommissionen vil støtte de danske svineproducenter, der agter at klage til EF-Domstolen.

Selv om EU-systemet i det daglige er ret ligeglad med behandlingen af dyrene, ønsker man næppe at det skal frem i fuld offentlighed.