EU's terrorbekæmpelse truer menneskerettigheder

Rapport fra Amnesty International retter hård kritik mod EU's terrorbekæmpelse.
Af Michael Voss
30. juni 2005

Du har ikke rimelige muligheder for at forsvare dig, hvis EU stempler dig som terrorist.

Det er alt for uklart, hvilke organisationer der ender på EU's terrorliste og hvorfor.

EU har vedtaget en omfattende plan for terrorbekæmpelse uden at have en klar definition for, hvad terror er.

Det er centrale elementer i EU's terrorbekæmpelse, som Amnesty International i en ny rapport sætter spørgsmålstegn ved. Oven i købet problematiserer rapporten ideen om, at der er brug for særlige straffebestemmelser for »terror«.

Den respekterede menneskerettighedsorganisation konkluderer, at EU endnu ikke har taget spørgsmålet om beskyttelse af fundamentale rettigheder alvorligt i lovgivningen om terrorbekæmpelse.

I lyset af 11. september

»Menneskerettighederne opløses ved grænsen – terrorbekæmpelse og strafferet i EU« er titlen på en helt ny 50 siders rapport fra Amnesty International. Rapporten beskæftiger sig med de retningslinjer for terrorbekæmpelse som EU i hast vedtog kort efter 11. september 2001. Som der står i rapporten:

»I iveren efter at handle i det politiske klima efter 11. september 2001 blev de afgørende EU foranstaltninger med henblik på at bekæmpe terrorismen ved hjælp af strafferetten formuleret med begrænset hensyn til retspleje og retssikkerhed.«

EU's rammeafgørelse fra december 2001 om terrorismebekæmpelse blev efterfølgende implementeret i Danmark trods en stribe advarende høringssvar fra advokater, dommere og andre juridiske eksperter. Et bredt folketingsflertal stod bag med kun Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten imod.

Vage definitioner

Rapporten stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet vinder noget ved at behandle »terrorisme« som noget særligt og andet end de konkrete forbrydelser som man i forvejen kan straffe for, f.eks. mord eller bortførelser.

Et af problemerne ved særlige terrorismelove er at begrebet terrorisme ikke er klart defineret – heller ikke i EU's rammeafgørelse, mener Amnesty International.

Rapporten beskriver, hvordan EU tog udgangspunkt i et forslag til definition fra et FN-panel, som bl.a. afgrænsede begrebet til handlinger, som forårsager død eller alvorlig legemsbeskadigelse.

Men rammeafgørelsen udvidede definitionen til også at omhandle angreb på bygninger og anden ejendom, hvis det kunne medføre »store økonomiske tab.«

Lovlig i Danmark – udleveret til Spanien

Når terror er uklart defineret, bliver det automatisk mere eller mindre tilfældigt, om en person eller en organisation lander på den terrorliste, EU har etableret og løbende reviderer.

Men værre er det at de enkelte EU-landes terrordefinitioner kan få konsekvenser i alle andre lande. Det skyldes den europæiske arrestordre, som også blev vedtaget i slipstrømmen af angrebet på World Trade Center.

Før den europæiske arrestordre fulgte de fleste lande princippet om dobbelt strafbarhed. Det indebar, at Danmark som hovedregel ikke udleverede en person til retsforfølgelse i et andet land, hvis hun var sigtet for noget, der ikke også var forbudt i Danmark.

Med den europæiske arrestordre skal Danmark udlevere en person, hvis en domstol i et andet EU-land anmoder om det, når det gælder bestemte lovovertrædelser, bl.a. terrorisme. Hvis f.eks. Spanien definerer en organisation som terroristisk, skal Danmark udlevere en spanier eller en dansk, som de spanske myndigheder mener tilhører denne organisation – selv om organisationen ifølge dansk lov og danske domstole ikke udfører terroristiske aktiviteter.

Amnesty International konkluderer, at EU ikke har legitim ret til at basere sine regler på den form for gensidig tillid til hinandens love og definitioner, når definitionerne er så uklare, som de er.

Tortur godkendt

Endelig peger rapporten på det problem, at de, der placeres på terrorlisten, ikke har tilstrækkelige muligheder for at få afprøvet denne stempling ved en domstol:

»Amnesty International er bekymret, at EU har behandlet sortlistningsproblemet således, at det har ført til en situation, hvor de, der indføres på EU's terrorliste, ikke får effektive muligheder for at appellere denne placering.«

Særligt alvorligt ser Amnesty International på Storbritanniens terrorlove. Britiske myndigheder kan tilbageholde terrormistænkte på ubegrænset tid, uden at de bliver stillet for en dommer, og den særlige immigrations appelmyndigheder har afsagt en kendelse om at beviser, som er opnået ved hjælp af tortur, kan anvendes under sager mod mistænkte terrorister – så længe det ikke er britiske myndigheder, der har stået for torturen.

Rapporten slutter med 10 anbefalinger til EU, som bl.a. skal forhindre, at ».antiterror lovgivningen bliver brugt til kue de legitime protester og den legitime kritik, der er nødvendig i et samfund baseret på demokrati, menneskerettigheder og lovlighed, som EU hævder at være.«

Terror på Axelborg

Greenpeace trængte i oktober 2003 ind på Axelborg i København, hvor landbrugets organisationer har deres hovedkvarter. Her hængte de et banner ud fra vinduerne, der protesterede mod gensplejsede afgrøder i Danmark.

I maj i år blev ikke blot de involverede personer, men også organisationen Greenpeace sigtet for denne aktion. Greenpeace blev sigtet efter en af de straffelovsændringer, som blev, da Danmark implementerede EU's rammeafgørelse om terrorbekæmpelse.

Før kunne diverse virksomheder og organisationer også straffes for, hvad medlemmer eller ansatte gjorde, men det krævede, at handlingerne var udført for virksomhedens eller organisationens egen vindings skyld. Denne forudsætning blev fjernet.

Allerede ved vedtagelsen fremhævede kritikere, at terrorpakken ville kunne bruges mod demokratisk og politisk aktivitet, som intet har med terror at gøre.

Arrestordren i brug

11 udlændinge og én dansker er blevet udleveret til andre EU-lande med henvisning til den europæiske arrestordre. Justitsministeret oplyser over for NOTAT at det i alle 12 tilfælde har drejet sig om »traditionel« kriminalitet som narkohandel og røveri.

Danmark har i 64 tilfælde anmodet om at få en person udleveret, og det er sket i 17 tilfælde. Andre lande har ikke nægtet at udlevere nogle, men anmodninger sendes ifølge Justitsministeriet ofte bredt ud til alle EU-lande som en slags efterlysning.

Læs hele rapporten på http:web.amnesty.org/library/print/ENGIORG610132005