NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En af EU-grundlovens mange uheldige sider er, at den ikke nøjes med at opstille reglerne for, hvordan EU skal styres, men at den også på en række punkter fastslår, hvad EU skal gøre.
Tydeligst ses det på det militære område, hvor det i artikel I-41 fastslås, at »medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet,« og hvor det i artikel III-311 siges, at et særligt agentur – Det Europæiske Forsvarsagentur – skal fastlægge målene for den militære kapacitet og vurdere, om medlemsstaterne gør, som de skal.
I et svar på et spørgsmål fra Europaudvalget siger regeringen, at man ikke skal tage disse artikler alt for bogstaveligt. Man kan sagtens forbedre den militære kapacitet uden at bruge flere penge, siger den. Denne fortolkning af EU-grundloven er næppe korrekt.
Når EU kræver flere penge til militær og opretter et våbenagentur, skyldes det alene ønsket om at blive en stærk militær magt, og det kan EU ikke blive, så længe EU-landene under ét kun bruger cirka 2,5 procent af bruttonationalproduktet mod de 3,5 procent, som USA bruger.
Derfor kan man roligt regne med, at Danmark bliver nødt til at sætte sine militærudgifter i vejret. De udgør i øjeblikket ifølge NATO’s beregninger kun 1,6 procent af bruttonationalproduktet og ligger dermed ikke blot under EU’s gennemsnit, men også under de 2 procent, som NATO kræver.
NATO har ikke kunnet tvinge Danmark til at bruge flere penge på militær, end vi gør. Men det kan EU gøre, fordi EU i modsætning til NATO råder over magtmidler til at tvinge medlemmerne til at følge de trufne beslutninger. Derfor er der stor sandsynlighed for, at vi i de kommende år må afsætte et antal ekstra milliarder til at opfylde EU’s ønsker. Hvis vi da er så tåbelige at sige ja den 27. september.