ARTIKLER


EU’s krampagtige beskyttelse

På grund af Frankrig ser det ud til, at EU siger nej til at skære sine toldsatser på landbrugsvarer ned. Det kan få WTO's kommende konference til at bryde sammen.
Af Sven Skovmand
31. oktober 2005

Hvis nogen stadig er naive nok til at tro at EU-samarbejdet er til gavn for u-landene, må de tro om igen.

Efter planen skal der fra den 13. til den 18. december holdes en konference i WTO i Hongkong – en fortsættelse af de forhandlinger, der er kendt under navnet Doha-runden.

Her har der længe været lagt op til et gennembrud for verdenshandelen, og USA har øget forventningerne ved at komme med et virkeligt liberalt forslag. Det går blandt andet ud på at der skal ske kraftige nedsættelser af tolden på landbrugsvarer og at ingen told må overstige 75 procent.

En told på 75 procent må ud fra enhver betragtning regnes for en kraftig beskyttelse, og den giver da heller ikke u-landene de muligheder som de kunne ønske. Men den vil være et enormt fremskridt i forhold til EU, hvor de vigtigste 7 procent af landbrugsvarerne har en told på over 100 procent.

Problemet er at EU siger nej. Frankrig vil højst gå med til, at toldsatserne på landbrugsvarer i gennemsnit sættes ned med 25 procent, og man skal friholde de produkter som Frankrig har en særlig interesse i.

EU’s handelskommissær, Peter Mandelson, ønsker at gå langt videre, men der er grænser for, hvor langt han kan gå uden Frankrigs støtte. Det gælder så meget mere, som Frankrig ikke står ene med sit ønske om en vidtgående beskyttelse.

Resultatet kan meget let blive, at den kommende konference enten bliver en fiasko, eller at den helt bliver aflyst, sådan som WTO’s nye generalsekretær, Pascal Lamy, truer med at gøre.

For Lamy må situationen være ekstra bitter, fordi han ikke alene er franskmand, men også tidligere har været handelskommissær for EU.

Det hjælper ham bare ikke i denne situation. Over for EU’s krampagtige beskyttelse af landbruget må formentlig selv guderne kæmpe forgæves.