NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Siden nytår har kinesiske tekstilprodukter frit kunnet komme ind i EU. Det har ført til voldsomme protester fra især den franske og den italienske tekstilindustri.
De hævder, at indførslen af billige tekstiler fra Kina er tredoblet i forhold til sidste år og kræver, at man får genindført kvoter.
Samtidig har især Sverige, Danmark og England protesteret mod denne tanke. De har forlængst flyttet deres produktion af billige tekstiler til ulandene og ønsker at få den fulde fordel ved billigere varer.
Så EU's handelskommissær, Peter Mandelson, har ikke nogen let opgave.
På det tidspunkt var Kina ikke medlem af WTO, men det blev landet i november 2001, og det fik naturligt nok alarmklokkerne til at lyde i de rige landes tekstilindustri.
Derfor fik man vedtaget en regel om, at hårdt trængte lande i en periode kunne nøjes med at lade kvoterne for indførsel af kinesiske varer stige med 7,5 procent om året. Men også denne beskyttelse skulle ophøre i 2012.
Det er imidlertid ikke nok for de europæiske tekstilproducenter, der beskæftiger mellem 2 og 2,5 millioner arbejdere. Deres organisation, Euratex, hævder, at de kan blive nødt til at fyre en million medarbejdere, hvis der ikke gøres noget ved indførslen fra Kina.
De forlanger derfor, at man udnytter muligheden for kun at lade indførslen stige med 7,5 procent i 2005.
Det vil også give problemer for EU i WTO, hvis man åbenlyst melder ud, at man vil sabotere liberaliseringen af varer fra de fattige lande. Den europæiske tekstilindustri har trods alt haft hele ti år til at omstille sig til den nye situation.
En interessant detalje er, at Mandelsons forgænger som handelskommissær, Pascal Lamy, søger stillingen som generalsekretær for WTO, når den nuværende leder, Supachai Panitchpakdi fra Thailand, går af.
Han støttes varmt af EU-landene, men støtten vil ikke være meget værd, hvis EU ikke i højere grad tager hensyn til WTO's beslutninger.
Disse lande har i en årrække nydt godt af, at Kina og Indien i det store og hele var spærret ude fra især EU, og at de derfor kunne sælge deres varer til de rige lande.
Det gælder især lande som Bangladesh, Cambodia og Pakistan, men også lande som Marokko, Tunesien, Tyrkiet og Mexico kan blive ramt.
Nok er lønningerne i disse lande lave, men produktionen er ikke effektiv nok til at kunne hamle op med den i Kina.
Derfor kan EU nok i et vist omfang få støtte fra disse lande, hvis det kommer til et større opgør i WTO.