ARTIKLER


EU skal klemme u-landene yderligere

Danmark står bag EU-krav om, at u-landene giver bedre adgang for europæiske virksomheder og eksport.
Af Michael Voss
30. juni 2005

Et flertal i Folketinget opfordrer EU til at bruge handelspolitikken til at fastholde presset på u-landene. Landene i Afrika, Asien og Latinamerika skal fjerne toldmure og andre foranstaltninger og gøre det nemmere for europæiske virksomheder at komme ind på deres markeder med industriprodukter og tjenesteydelser.

Det blev en af konklusionerne, da Folketinget den 9. juni diskuterede EU's handelspolitik, som den kommer til udtryk i Verdenshandelsorganisationen WTO (Se NOTAT 27.5.05).

Til gavn for danske virksomheder

Det var regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som lagde stemmer til Folketingets vedtagelse. Her oplister de en stribe ønsker til den politik, regeringen – via EU – at arbejde for i WTO.

Blandt disse var opfordringen til at arbejde for »forbedret markedsadgang i forhandlingerne om industritold, handelslettelse og tjenesteydelser til gavn også for danske virksomheder og borgere.«

VKO-vedtagelsen indeholdt også pæne ord om hensyn og støtte til de fattigste udviklingslande, og de tre partier opfordrede til, at EU's hidtidige tilbud om udfastning af landbrugsstøtten »fastholdes og forbedres«.

Men ordførerne lagde ikke skjul på at det også handler om danske erhvervsinteresser. Udenrigsministeren understregede, at Danmark har »stærke offensive interesser«, når det gælder bedre adgang for industrivarer og tjenesteydelser.

Venstres ordfører, Kristian Pihl Lorenzen krævede »bedre markedsadgang«, og De Konservatives Helle Sjelle ville oven i købet bruge WTO-forhandlingerne til at diktere u-landenes indre anliggender:

»Der skal skabes bedre muligheder for erhvervslivet i de fattigste lande,« sagde hun, men understregede, at det var for deres egen skyld: »Der er brug for hjælp til selvhjælp.«

Krav om tidsfrist

I modsætning til tidligere WTO-debatter kunne regeringen kun samle et snævert flertal bag vedtagelsen. Socialdemokraterne, Radikale og SF krævede dels, at regeringen skulle arbejde for en 5 års tidsfrist for EU's udfasning af eksportstøtte til landbrugsvarer, og at de fattige lande skulle have kompensation for de tab, de vil lide på grund af en ny handelsaftale.

Men også disse partier krævede lavere industritold, om end de tilføjede at de rige lande skulle »gå forrest«. S-R-F-blokken omtalte ikke tjenesteydelser, og da VKO-forslaget kom til afstemning undlod de, mens kun Enhedslisten stemte imod..

Hele debatten vil kunne læses her. http://www.ft.dk/samling/20042/MENU/00054916.htm