ARTIKLER


EU-jurist: Kost-direktivet er ugyldigt

Udtalelse sandsynliggør at EF-domstolen underkender EU-direktiv, som vil ramme naturlige vitaminer og mineraler, men blåstemple syntetiske stoffer
Af Ib Roslund
15. april 2005

1. august i år et det meningen at et EU-direktiv om kosttilskud skal træde i kræft. Men nu ser direktivet ud til at blive ugyldiggjort af EU-domstolen når sagen kommer for i juni.

Domstolens juridiske rådgiver, generaladvokat Leendert A. Geelhoed, vender nemlig allerede nu tommelfingeren nedad til direktivet.

”Kosttilskudsdirektivet overtræder proportionalitetsprincippet – et af EF-domstolens grundlæggende principper, da direktivet ikke tager tilstrækkeligt hensyn til kravet om retslig beskyttelse, retslig sikkerhed og fornuftig administration (og) - direktivet er dermed ugyldigt i forhold til EU-retten” lyder Geelhoeds udtalelse.

Forbud mod vitaminer og mineraler

Direktivet vil forbyde op mod 300 vitamin- og mineralstoffer og over 5.000 kosttilskudsprodukter som f.eks. naturlige former af E-vitamin, mange former for C-vitamin og mineraler som vanadium, silicium og bor. Disse stoffer og produkter, som masser af mennesker i mange lande har brugt i mange år, er ikke på direktivets positiv-liste. Skal de optages på listen, så kræver det at de underkastes en grundig, langvarig og kostbar forskning.

Den internationale helse-bevægelse Alliance for Natural Health (ANH) oplyser at positiv-listen på nuværende tidspunkt ser ud til overvejende at tillade syntetisk producerede vitamin- og mineralstoffer, som f.eks. syntetisk selen, mens den naturlige form kan blive forbudt.

Stor dag for naturmidler

”Det er prisværdigt at EU's generaladvokat har gennemskuet kosttilskudsdirektivets dårlige videnskab og kommet med sine anbefalinger i dag”, siger Dr. Robert Verkerk, som er leder af ANH, som mener at restriktionerne er aldeles unødvendige, da der ikke findes nogen videnskabelig retfærdiggørelse for at de i EU for tiden tilgængelige kosttilskud er andet end totalt sikre.

”Dette er en stor dag for ti millioner mennesker, som passioneret tror på gavnen af naturlig, forebyggende sundhed”, vurderer ANH's leder.