ARTIKLER


EU-forfatningens vej igennem Europa

Slovensk godkendelse uden debat, og polsk taktik om afstemningsdagen
Af Erling Böttcher
8. februar 2005

Som det tredje land har Slovenien godkendt EU-forfatningen. 79 af medlemmerne af Sloveniens 90 medlemmer store parlament stemte tirsdag ja til EU-forfatningen, kun fire stemte imod, mens syv undlod.

Hovedbegrundelsen for den hastige godkendelse var ifølge Sloveniens premierminister Janez Jansa at landet dermed kunne blive førende i godkendelsesprocessen og rykke EU-forfatningen et skridt tættere på godkendelse (euobserver.com, 1.1.2005).

Oppositionen kritiserede fremgangsmåden: “I stedet for at have en debat om lovforslaget og så godkende det, så godkender vi de tog bagefter skal vi så forestille at have en debat om det,” sagde oppositionens Bogdan Barovic til nyhedsbureauet AFP.

I Italien har det ene af parlamentets to kamre nu godkendt EU-forfatningen. Og i Frankrig stemte et stort flertal i Nationalforsamlingen i denne uge for de ændringer i den franske forfatning, som skal gøre det muligt at indføre EU-forfatningen.

Polsk taktik

I Polen har det regerende socialdemokratiske parti, SLD, udskudt parlamentsvalget, som ellers var lovet til juni. Nu bliver det først til efteråret.

Ifølge den polske ministerpræsident Jozef Oleksy er meningen med udskydelsen at forhindre et nej til EU-forfatningen:

“Valget skal først holdes i slutningen af valgperioden for at forhindre højrefløjen, som er imod EU-forfatningen, i at forkaste traktaten,” sagde han til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge internet-avisen euobserver.com viser meningsmålingerne i øjeblikket at den borgerlige opposition ville vinde valget stort over Socialdemokraterne.

Centrum-højre oppositionen står til 25 %, og det er 14 procentpoint mere end Socialdemokraterne. De to EU-kritiske partier, Samoobrona og Polske Familiers Liga står til henholdsvis 14 og 13 procent.

Hvis det polske parlamentsvalg ender på den måde, vil EU-forfatningen end ikke nå til folkeafstemning i Polen, idet den ville blive forkastet i parlamentet i Warszawa, mens meningsmålingerne viser at et flertal af polakkerne i øjeblikket er tilhængere af EU-forfatningen.

Det er grunden til at regeringen planlægger at den polske EU-folkeafstemning skal finde sted samme dag som parlamentsvalget. Det vil også ifølge regeringen sikre de 50 % valgdeltagelse, som er nødvendig for at folkeafstemningen skal være gyldig.