ARTIKLER


EU-direktiv vil forstyrre dansk energiplanlægning

EU ønsker at affald frit skal kunne eksporteres. Det kan skabe store problemer for den danske energi-planlægning.
Af Sven Skovmand
14. november 2005

Ifølge Børsen for 26.10.2005 vil et kommende EU-direktiv gå ind for at grænserne skal åbnes for affald – som for alle andre varer.

Hvis direktivet vedtages, vil store mængder af affald strømme ind i Danmark.

Det vil ske fordi de danske forbrændingsanlæg er de mest effektive i Europa og derfor kan forbrænde affaldet langt billigere end man kan i f.eks. Holland og Tyskland.

Hvor det i Danmark koster cirka 200 kroner at forbrænde en ton affald, koster det i Holland cirka 1150 og i Tyskland cirka 1500 kroner.

Tyske og hollandske virksomheder kan derfor betale fire-fem gange så meget som danske virksomheder for at få brændt deres affald – og alligevel tjene tykt på det.

For de danske forbrændingsanlæg vil direktivet derfor være en fed forretning.

Industrien taber

Taberne bliver de danske industri-virksomheder, der kan blive tvunget til at betale langt mere for at få brændt deres affald end de gør i dag.

Hvis de ikke vil betale den ekstra pris, risikerer de at komme bagest i køen, når affaldet skal brændes.

Men direktivet kan også komme til at forstyrre den danske energiplanlægning, der i høj grad bygger på at man på samme tid kan producere el og varme.

Denne fælles produktion sker på kraft-varmeværker, hvor man udnytter overskudsvarmen fra produktionen af el til fjernvarme.

Men hvis varmen fra disse værker skal konkurrere med en forøget mængde varme fra forbrændingsanlæggene, vil deres økonomi ikke længere kunne hænge sammen.

Og netop kraft-varmeværkerne har en væsentlig del af æren for at det er lykkedes at sænke det danske udslip af CO2 i forhold til, hvad det var i 1990.