»Et grandiost makværk«

Professor Kai Lemberg gav Cecchini-rapporten hårde ord med på vejen, da den kom frem.
Af Kai Lemberg
24. februar 2005

I Notat for 12. maj 1989 fremkom professor ved RUC Kai Lemberg med en usædvanlig hård kritik af Cecchini-rapporten. Vi bringer her et kort uddrag af, hvad han skrev:

»De økonomiske regnestykker er enøjede og meget primivitive. F.eks. regnes prisfald overalt som produktions- og beskæftigelsesstimulerende, uanset at talrige erfaringer har vist, at dette under mange forhold snarere gælder prisstigninger...

Der er ingen seriøs analyse af omstruktureringsproblemer for virksomheder og ansatte eller af ukontrollable kapitalbevægelsers mulige virkninger på produktion og beskæftigelse, og rapporten ser ganske bort fra, at netop den tilsigtede stordrift gennem fusioner og opkøb af virksomheder kraftigt vil beskære de frikonkurrencevilkår, som forudsættes at herske, når bare de nationale regeringer holder op med at blande sig i erhvervslivets vilkår og dispositioner.

Hårdkogte vækstfilosoffer

De sidste 20 års verdensomspændende debat om økologi og miljø er gået fuldstændig hen over hovedet på de firkantede økonomer, der står bag rapporten. De er hårdkogte økonomiske vækstfilosoffer, for hvem bruttonationalprodukter er livets mål, og effektivitet, stordrift, centralisering, hård teknologi, ekspertstyre og øget materielt forbrug er midlerne til at opnå vækst i BNP.

Begreber som sundhed, sikkerhed og miljø omtales udelukkende som hindringer for gennemførelsen af EF's Indre Marked. Det samme gælder sociale og andre bestemmelser, når de medfører konkurrenceforvridende forskelle på arbejdsmarkedet.

Begreber som forbrugerbeskyttelse, lokalt nærdemokrati og selvforvaltning er selvfølgelig intetsteds nævnt – de er byer i Sibirien og ville også passe til det indre EF-marked som et kobbel småkøtere i et spil kegler for de rige, de smukke og de stærke...

Horribelt forenklede regnestykker

Cecchini-rapporten er et grandiost makværk, som med horribelt forenklede regnestykker og økonomiske modeller anviser, hvordan man kan sikre etableringen af et højeffektivt ulighedssamfund med en blanding af konkurrence og monopolmarked, gennemført ved et tæt samarbejde mellem magtfulde, centralistiske EF-instanser, svækkede nationale regeringer og styrkede virksomhedsledere, især i multinationale selskaber...

Denne EF-superstat vil i 1990'erne overtage så væsentlige dele af de afgørende politiske beslutningsprocesser, at det med en nuancering af Ritt Bjerregaards udtalelse vil være ganske ligegyldigt, hvilke EF-partier der bestyrer de 5-10 procent af lovgivningsarbejdet i Danmark, som vi kan få lov til at beholde, fordi de er uskadelige for den uhindrede funktion af EF's indre marked