Der findes ingen europæisk identitet

Med denne kronik af lederen af Socialistisk Parti, Jan Marijnissen, giver vi læserne indtryk af de hollandske argumenter imod EU-forfatningen.
Af Jan Marijnissen
30. juni 2005

Nej'et i Holland var så rungende som det kunne være. 61,6 % stemte nej, mens kun 38,4 procent stemte ja til EU-forfatningen. Det skete med en langt højere stemmeprocent end ventet. I alt 62,8 af vælgerne stemte.

Vælgerne til de tre hollandske partier i centrum-venstre stemte massivt nej til EU-forfatningen: 96 % nej fra vælgerne til SP, Socialistisk Parti, 58 % af vælgerne til Arbejderpartiet (Socialdemokraterne), 45 % nej fra af vælgerne af Grønne Venstre.

Nej'et kom dermed helt overvældende fra venstre side af det politiske spektrum ifølge en fælles meningsundersøgelse fra peil.nl og Maurice de Hond.

Meningsundersøgelser bekræfter dermed at der ikke er dækning for at beskrive det hollandske nej som et fremmedangst eller yderfløjsnej.

Vi bringer hermed en kronik af lederen af Socialistisk Parti, Jan Marijnissen, der redegør for de hollandske argumenter imod EU-forfatningen. Kronikken er uddrag af kapitel 8 i hans seneste bog »Nu er det nok – en socialist slår igen«.

I sommeren 1776 mødtes fem mænd i et trangt værelse oven over en hestepension i den amerikanske by Philadelphia. Mens de konstant blev irriteret af fluer, arbejdede de på en tekst, historien vil mindes som fødselsattesten for Amerikas forenede Stater – Uafhængighedserklæringen, som begynder med de berømte ord:

"Vi regner disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har forlenet dem med visse ufortabelige rettigheder; at liv, frihed og stræben efter lykke er blandt disse; at menneskene for at sikre sig disse rettigheder har oprettet styrer, som bygger deres retmæssige myndighed på de styrendes samtykke."

Dokumentet, som blev udarbejdet i Philadelphia, bliver i historikeren Alistair Cooke's bog »Grundlovsfædrene« kaldt: »Sandsynligvis den mest oplyste, med sikkerhed den mest civiliserede revolution, verden har set i de sidste to hundrede år.«

Forskelle i mål og motiver

Eftersom så mange bestræbelser er lagt i skabelsen af Europas forenede Stater, melder spørgsmålet sig om, hvorvidt historien bil være lige så smigrende i lovprisningen af de mænd (og de mest fremtrædende af dem er mænd), som har givet ny energi til det europæiske foreningsprojekt. Der er en række grunde til at tvivle på det, men sandsynligvis er den vigtigste grund den enorme forskel i motiver og mål mellem de amerikanske og denne anden generation af Europas »grundlovsfædre«.

De mennesker, som tog det første skridt til europæisk forening i 40'erne og 50'erne, gjorde det ud fra en beslutning om at de aldrig mere skulle være vidner til krigens rædsler. De franske pionerer Monet og Schuman håbede at de kunne nedlægge nationalismens spøgelse en gang for alle, gennem at etablere at omfattende system af samarbejde mellem de europæiske nationer. Deres endelige mål var et overnationalt føderalt Europa. Selv om deres sag var idealistisk, stødte det dog på grund i 1960'erne på grund af kold krig og forskelle i ambitioner og interesser mellem de europæiske nationer, hvor Frankrigs Charles de Gaulle talte om »fædrelandenes Europa«.

At den europæiske forening siden 1980'erne er vendt tilbage til dagsordenen, kan ikke alene tilskrives den jerntæppets fald, men også bestræbelserne fra den anden generation af grundlovsfædre, de største vesteuropæiske industrikoncerner.

Hvis vi skulle se en europæisk kopi af Jeffersons Uafhængighedserklæring, ville åbningssætningen formentlig være »Os, de største virksomheder i Europa, regner disse sandheder for selvindlysende: at alle goder i verden kan tilskrives det frie markeds velsignelser, og at alle hindringer for vores handel skal vige, så at intet kan stå i vejen for det højest mulige udbytte for vores virksomheder.«

Den europæiske identitet eksisterer ikke

Idealet om et forenet Europa ser ud til at have meget lille tiltrækning for den gennemsnitlige europæer. Valgdeltagelsen ved valg til EU-parlamentet er uden undtagelse meget lavere end ved de nationale valg og har endda været faldende, ikke stigende, samtidig med at integrationen er blevet uddybet.

Den mest indlysende forklaring på dette er at for mange er »Europa« blevet knyttet til ineffektivitet, bureaukrati, svindel og, frem for alt med den form for faldende sociale standarder som er beskrevet oven for (i andet kapitel, red.). Men der er mere end dette:

Meget af den propaganda, som kommer fra Unionen og dens tilhængere, har som mål at skabe en »europæisk« identitet hos folk, hvor realiteten er at der ikke eksisterer en sådan. Derfor er det konstant slået fejl og vil fortsætte med at slå fejl. Folk føler sig selv først og fremmest som hollænder, italiensk, eller franskmænd, og for det andet måske som frisisk eller katalansk, men åbenlyst ikke som europæer – undtagen måske hvis man er i USA og møder nogen, som ikke har idé om hvor Holland, Belgien eller Portugal er.

Europa er ikke en nation folk kan identificere sig med, ikke et sted man føler sig forstået. Europa er en geografisk betegnelse. Der er ikke et europæisk folk, ikke et europæisk sprog, ikke en europæisk kultur.

Klart nok eksisterer der en europæisk historie, alene i sidste århundrede markeret ved to verdenskrige. I den forstand er der et Europa, hvor det kræves at vi skaber betingelser for at vi kan leve sammen i fred og samarbejde. Men det er noget helt andet end at fornægte eksistensen af nationalstater som et udtryk for et ægte borgerskab.

Længe leve passet

Ulemperne ved at fjerne grænserne og ved tabet af vores nationale valuta er betydelige. Først og fremmest har tabet af grænsen ført til forøgelse af transnationale kriminelle aktiviteter, ganske som forudsagt. For at opveje dette tab opererer told- og immigrationsmyndigheder nu gennem mobile enheder lige bag de gamle grænser.

I Holland, hvor identitetskort ellers ikke er obligatorisk, skal borgerne nu bære et gyldigt bevis for deres identitet på visse steder, for eksempel på arbejde, i de offentlige transportmidler eller ved deltagelse i demonstrationer.

I praksis betyder dette at hollændere af anden etnisk afstemning bliver bedt om, på alle steder og hele tiden, at vise deres identitetskort. Sorte og asiatere i Storbritannien, de fleste britiske statsborgere, har også opdaget at det nye grænseløse Europa kan være et meget uvelkomment sted.

I Tyskland har immigrationsmyndighederne beskyldt politiet for at bruge grænsefjernelsen til at øge forfølgelsen og overvågningen af arbejdspladser, sociale foreninger og andre steder, hvor gæstearbejdere mødes. Bortset fra at dette minder os om at »europæisk« identitet lige så vel kan være ekskluderende som »internationalistisk«, er dette virkelig opvejet at vi en gang om året kan tage over grænsen uden at vise pas?

Den neo-liberale ØMU

Selvfølgelig er socialister ikke imod europæisk samarbejde eller skabelse af institutioner til at udføre og styrke sådan et samarbejde. Men udformningen af en økonomisk og monetær union burde være kulminationen på en proces af forening-fra-neden og ikke som nu en spændetrøje påført fra oven og uden nogen nævneværdig folkelig støtte.

Enhver som ser verden ikke som en slagmark mellem et lille antal økonomiske magtblokke, men snarere som en broget samling af lande, folk og kulturer vil søge en meget anderledes form for europæisk forening.

En forening hvor for eksempel de nationale public service-stationer ikke kan ødelægges af interesser fra Berlusconi og Murdoch; hvor mindre offentlige transportforetagende tæller mere end megalomane projekter; hvor sociale og kulturelle fremskridt respekteres, frem for at blive opgivet som offer for en konkurrence, som ikke skåner nogen eller noget, og for et vagt ideal om et harmoniseret »Europa«.

Hvorfor er der finansielle krav til lande som søger ind i ØMU'en, men ingen krav af social eller miljømæssig art? Svaret er enkelt: ØMU'en er udformet ud fra et neoliberalt dogme, som ikke vil tillade noget at stå i vejen for det frie markeds usynlige hånd.

Hvorfor skal de nationale regeringer og parlamenter nægtes retten til at forfølge deres egen udenrigs- indenrigs- eller retspolitik, i stedet for give forrang til interesserne for Unionen som helhed, eller for at være mere præcis, de store medlemslande?

De som ignorerer det ubehag, som store dele af vore befolkninger føler ved angrebene på deres levestandard i »Europas« navn, eller den vold, som udøves på folks nationalfølelse ved overførslen af stadig flere nationale kompetencer til en overnational institution, skal ikke være overrasket over at nationalistiske følelser styrkes.

Oversættelse ved Erling Böttcher

Jan Marijnissen, partileder for Socialistisk Parti, 53 år, uddannet smed. startede i byrådet som 23-årig i 1975 som det hidtil yngste i Holland, i spidsen for SP siden 1989.

SP er Hollands tredjestørste parti med nu 45.000 medlemmer.