Den svenske model

Op til den svenske ØMU-afstemning i 2003 fik ja- og nej-siden omtrent det samme i statslig støtte. Alligevel havde ja-siden ti gange mere at gøre godt med.
Af Staffan Dahllöf
29. januar 2005

Af 340 millioner svenske kroner gik 200 millioner til valgadministrationen, hvorfor de 140 millioner ”politiske” kroner var de mest interessante op til ØMU-afstemingen i september 2003.

De syv partier i Riksdagen fik 30 millioner til deling, heraf 1 million kroner i grundstøtte og resten fordelt efter størrelse. De splittede svenske Socialdemokrater gav 2,5 millioner til partiets egen ja- og nej-kampagne.

Den største pulje på i alt 90 millioner kroner blev næsten ligeligt fordelt: Nej-siden fik 48 millioner kroner. Ja-siden fik 42 millioner kroner.

Forskellen i nej-sidens favør blev begrundet med at ja-siden ville få noget mere ud af partipuljen.

Konkurrence blandt nej-sigere

I det store og hele blev der givet lige meget til ja og nej af det statslige bidrag. Derudover fandtes en pulje på 15 millioner kroner til folkeoplysning, og så fik Riksdagens EU-oplysning 5 millioner kroner ekstra.

Politisk gav fordelingen af puljen til nej-organisationerne anledning til nogen ballade mellem to konkurrerende paraplyorganisationer. Den tværpolitiske ”Nej till EU” var kritisk over for at nogle af nej-partierne fik adgang til statslige bidrag to gange.

Men det helt store beløb og den store debat kom til at fokusere på de private midler, især fra organisationen Svenskt Næringsliv, som svarer til Dansk Industri.

Ti gange mere

I selve afstemningskampen lød gættet på at Svensk Næringsliv gav mellem 500 og 800 millioner kroner til ja-siden, noget som man konsekvent nægtede at kommentere. Efter afstemningen blev de mere eller mindre kvalificerede gæt skruet op til tæt på 1 milliard svenske kroner, stadig uden hverken dementi eller bekræftelse fra giverens side.

Det er senere blevet en fastslået kendsgerning at ja-siden i alt formentlig havde cirka 10 gange så meget at gøre godt med.

At det så ikke hjalp på udgangen af afstemningen forklarer, hvorfor der ikke rigtigt blev nogen debat om fordelingen af kampagnemidler i Sverige.