ARTIKLER


Åbenhedsløfte brudt efter magtkamp

Folketingets Europaudvalg holdt i sidste dørene lukkede, på trods af en aftale med regeringen om åbne møder. Strid mellem udvalg og Folketingets ledelse blokerer for åbenheden.
Af Staffan Dahllöf
29. januar 2005

»Der er ikke noget nyt i den sag i dag. I må vente udenfor. Vi skal først have afklaret sikkerhedsreglerne med Folketingets præsidium,« sagde Europaudvalgets formand Claus Larsen-Jensen til NOTAT’s håbefulde medarbejdere og et par andre journalister sidste fredag. Og sådan blev det.

Udvalgets diskussion med finansminister Thor Pedersen om ugens finans- og økonomiministerrådsmøde i Bruxelles foregik som den slags plejer; bag lukkede døre.

Det var bare ikke helt efter bogen.

En god måned tidligere var samtlige partier i udvalget blevet enige om noget nyt:

”Møder i Folketingets Europaudvalg indledes med et åbent møde, hvor ministrene præsenterer nye større forslag til EU-lovning”. Det var løftet i en pressemeddelelse om udvalgets ny beretning efter aftale om regeringen.

”Beretning forpligter”

For at ingen skulle være i tvivl blev det skåret ud i pap:

”Beretningen forpligter både regeringen og Folketinget, og de nye regler gælder fra den 1. januar 2005.”

Men det kom ikke til at holde.

»Folketingets præsidium vil at åbne udvalgsmøder skal afholdes i særlige lokaler tæt ved ind- og udgang, men udvalgets medlemmer vil slet ikke bytte lokale. Så der er opstået en spænding i sagen,« siger fuldmægtig i EU-sekretariatet, Peter Riis.

Og den spænding bliver ikke udløst lige med det samme.

Ved udskrivelse af valg standser alt udvalgsarbejde. Eventuelle forhandlingsmandater til regeringen i EU vil herefter gives af partilederne ved meget lukkede møder i statsministeriet.

Så tidligst en gang i februar vil dørene til Europaudvalget kunne blive åbnet lidt på klem, hvis altså det nyvalgte Folketing først kan enes om, hvilke døre udvalget skal mødes bag.