ARTIKLER


Anklagekontor mangler tillid

Forløberen for en overstatslig anklagemyndighed, Eurojust, mangler tillid fra omverden, og klare arbejdsopgaver. Chefen, Michael G. Kennedy, ser frem til at forfatningen giver organisationen nye muligheder.
Af Staffan Dahllöf
7. marts 2005

STRASBOURG (NOTAT) - I dag er Eurojust et mellemstatsligt organ; et slags kontaktcentrum for anklagere og dommere i medlemslandene. Med forfatningen vil Eurojust kunne få rent operative opgaver, da retsområdet skal harmoniseres på linje med det indre marked.

»Når vi kigger på forfatningen, er vi meget tilfreds med at vores rolle kommer i fokus. Når, eller hvis, der tages beslutning om en EU-anklager, skal vi være parate til at tage den opgave på os, selv om det nok vil tage et par - tre år at nå dertil, efter at forfatningen er trådt i kraft, da en sådan beslutning vil kræve enstemmighed i Rådet.«

Sådan vurderer chefen for Eurojust, briten Michael G. Kennedy, fremtiden for den hidtil ganske anonyme organisation over for NOTAT.

Foreløbig er der tale om små, og temmelig beskedne, trin fremad.

Konservative jurister

Eurojusts seneste årsrapport er i lange stykker et katalog med beklagelser over manglende interesse for agenturet fra medlemslandenes side.

»For nu at sige det som det er, så er dommere, og anklagere ofte ganske konservative mennesker,« siger Eurojustchefen Kennedy efter at have holdt møde med EU-parlamentarikere i Strasbourg.

Det kniber også med at finde fodslag med søsterorganisationen Europol, som også er placeret i Haag.

Europol anklages direkte for at have en træg og bureaukratisk arbejdsmåde som vanskeliggør samarbejdet mellem de to organisationer.

Men der er lyspunkter:

»Vi havde for nylig et møde med amerikanske anklagere i terroristsager for udveksle erfaringer. Det er den slags praktiske tiltag som peger fremad, « siger Michael G. Kennedy.

Ved siden af medlemslandene

NOTAT har tidligere (8.oktober 2004) beskrevet hvordan Kommissionen forestillede sig at Eurojust skal tage sig af forbrydelser som kan true EU’s ”aktiviteter og politikker”.

Forslaget fik Dansk Retspolitisk Forening at råbe vagt i gevær og advare mod forsøg på at kriminalisere EU-modstand.

Adspurgt om Kommissionens udspil siger Eurojustchefen Michael G. Kennedy at han ikke er kendt med forslaget, men at han kan se andre opgaver for Eurojust at tage sig til, med den hensigt at styrke organisationens betydning.

»En strategi, jeg kan se foran mig, er at vi går ind og støtter opklaring af forbrydelser som medlemslandene selv ikke prioriterer, for på den måde at yde en rolle,« siger han.