NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Valget til EU-Parlamentet blev et sviende nederlag for både Folkebevægelsen og JuniBevægelsen, der tilsammen mistede lidt over en tredjedel af deres stemmer og to af de fire mandater.
De fik tilsammen kun 14,3 procent af stemmerne, idet 9,1 procentpoint gik til JuniBevægelsen og 5,2 til Folkebevægelsen.
At det gik sådan, hang åbenlyst sammen med, at Socialdemokratiet fordoblede sin stemmeandel fra 16,5 til 32,6 procent af stemmerne. Ved de tidligere valg har modstanderlisterne netop hentet mange socialdemokratiske stemmer, og det var denne gang ikke muligt.
Det er dog ikke sket med de samme stemmetal. Hvor Folkebevægelsen i 1979 og 1984 fik henholdsvis 20,9 og 20,8 procent af stemmerne, fik den i 1989 kun 18,9 procent og reddede kun det fjerde mandat, fordi man var i valgforbund med SF, som fik 9,1 procent af stemmerne.
Havde SF ved det valg fået blot 6.575 stemmer flere, ville Folkebevægelsen have skullet aflevere sit fjerde mandat.
Oprettelsen af JuniBevægelsen forøgede stemmetallet, idet de to lister tydeligvis herved fik større tilslutning hos vælgerne, end Folkebevægelsen havde haft alene.
I 1994 fik de 25,5 procent af stemmerne, fordelt med 15,2 til JuniBevægelsen og 10,3 til Folkebevægelsen. I 1999 nåede man 23,4 procent (fordelt med 16,1 og 7,3 til de to bevægelser).
»Det skyldes i hvert fald ikke, at vælgerne har ændret holdning til EU. At påstå noget sådant er en grov overfortolkning.
Nederlaget skyldtes først og fremmest, at valget af mange vælgere blev brugt til at vise deres protest mod Anders Fogh Rasmussen, og det stillede modstanderbevægelserne i en vanskelig situation.
Men det spillede naturligvis også en rolle, at EU ikke var på dagsordenen, og deri adskilte valget sig fra de foregående valg.
I 1979 og 1984 var der trods alt kun gået få år efter den dramatiske afstemning i 1972 om vores EU-medlemskab, og det huskede modstanderne. I 1989 havde man haft afstemningen om det indre marked i 1986, i 1994 havde man haft de to afstemninger om Maastricht i 1992 og 1993, og endelig havde man i 1999 oplevet folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten det foregående år.
Vi havde ganske vist en afstemning om Euroen i 2000, men den lå så langt tilbage, at vælgerne denne gang ikke kunne huske den.«
»Det er jeg ikke sikker på. Dertil var de økonomiske midler nok for små.
Derimod må man sige, at medierne og især TV har svigtet totalt. Det er skandaløst, at de ikke længe før valget gjorde mere ud af EU-forfatningen, der nok er den mest vidtgående ændring af EU, som vi endnu har set.
Havde TV bragt ordentlige reportager om, hvad der er ved at ske, ville nederlaget for modstanderne nok være blevet mindre.
Jeg så i øvrigt den afslutningsdebat, som blev sendt i TV2, og det var betegnende, at man ikke gav Jens-Peter Bonde mulighed for at få rejst debatten om EU-forfatningen. Det passede ikke lederen af debatten.«
Sådan blev resultatet
(1. tal stemmer, andet tal procent, og tredje tal mandater)
Socialdemokratiet 618.409 32,6 5
Radikale Venstre 120.473 6,4 1
Konservative 214.902 11,3 1
Socialistisk Folkeparti 150.518 7,9 1
JuniBevægelsen 171.927 9,1 1
Kristendemokraterne 24.284 1,3 0
Folkebevægelsen 97.986 5,2 1
Dansk Folkeparti 128.789 6,8 1
Venstre 366.734 19,4 3
Så mange stemmer fik modstandernes kandidater
Personlige stemmer hos partierne
-